Af Niels Hilker, DN Sorø
Ved Maglesø og Bromme Lillesø findes stadig naturens værdier.
De to søer nord for Sorø er fredet. DN Sorø har set på området, og der er stadig meget at opleve der.
I 1966 blev Maglesø og Bromme Lillesø og arealerne omkring dem fredet. Fredningens formål var blandt andet at forhindre bebyggelse omkring søerne, her især sommerhusbebyggelse. Fredningen blev gennemført for at bevare den store landskabsæstetiske værdi, som området har med sit bakkede landskab og skovomkransede søer. Derfor var formålet, at områdets karakter af landbrugs- og skovbrugsområde opretholdes.
Danmarks Naturfredningsforening har til opgave at tage vare på naturen og dermed også at holde øje med om de fredede områder bevarer det, som gjorde, at de blev fredet. Derfor har DN Sorø foretaget en besigtigelse af området ved Maglesø og Bromme Lillesø.
Dette tjek viste, at området lever op til de værdier, som var udgangspunktet for fredningen. Der er ikke sket nogen bebyggelse, hverken med sommerhuse, industribygninger eller ved ændringer af eksisterende bebyggelse, der forstyrrer det landskabelige udtryk. Det er dejligt at opleve, at der passes på naturen. Søerne lader sig se på rundtur i det omgivende landskab fra både Anagervej og Maglesøvej. Arealerne er dog privatejede, og ofte svært tilgængelige.
Naturen er under stadig udvikling. Derfor er de oprindelige mosearealer langs søerne groet til med skov. Der er ligeledes store bræmmer af rørskov langs begge søer. Det betyder, at søerne kun kan ses få steder fra. Især kan man se søen fra den nordøstlige del af Bromme Lillesø, hvor arealet plejes og opretholdes som eng. Det var her, man i 1980’erne afholdt Medborgerdage.
I dag kan man på dette rekreative område opleve søens stille ro. Hvis man er heldig, ser man en havørn svæve forbi eller en lærkefalk dykke for at fange guldsmede. På gåturen i dette område finder man måske orkideer, kæruld og flere sjældne mosser.
DN Sorø kan ønske sig at arealerne kunne blive mere tilgængelige. Få steder vedligeholdes nogle åbninger mod søen. Især kan DN Sorø dog ønske sig, at der kunne findes information på stedet om denne dejlige, fredede plet i vores kommune.