Litterær vandring i Haverefugiet med Sorø Bibliotek

Sorø Bibliotek inviterer endnu engang til NaturFlet; en kort vandring, hvor naturen, litteraturen og sanserne er i fokus.

I sommer gik turen gennem det fredede engområde Flommen og litteraturen fik følgeskab af kunsten, idet Sorø Kunstmuseums formidler guidede forbi værker i den udendørs udstilling Forbundet:Kunst.Natur.

Nu skifter bladene farve, efteråret banker på døren og det er blevet tid til at opleve naturen på ny. Efterårets NaturFlet er arrangeret i samarbejde med Haverefugiet, der i årevis har spillet en vigtig rolle som veletableret terapihave i Sorø. I refugiets skønne omgivelser af have og skov, skal deltagerne på vandringen dykke ned i naturens betydning for vores krop og sind. Som altid flettes det sammen med læsning af litteratur, spændende samtaler og sanseoplevelser. Rose Gaihede, der er kulturformidler på bibliotekerne i Sorø, er jeres guide, og som hun siger:

”I NaturFlet bruger vi litteraturen til at skærpe vores opmærksomhed på naturen – og forholde os til den på nye måder. Samtidig giver det en særlig oplevelse af litteraturen, når den læses i naturen, og der skabes et rum, hvor samtalerne får en helt anden klang. Et rum, hvor litteraturen sætter nogle andre og måske dybere spor.” Så I kan godt glæde jer.

Den litterære vandring foregår fredag den 13. oktober kl. 15-17 i Haverefugiet i Sorø. Du kan booke en gratis billet bookes på soroebib.dk.

 

NaturFlet Sommer 2023, foto: Sorø Bibliotek & Bykontor