Af Niels Hilker, formand for DN Sorø
I Sorø Kommune har partierne i varierende grad fokus på, at vi har behov for vildere natur. På Sorø Kommunes hjemmeside kan man under afsnittet ”Ny i Sorø Kommune” læse følgende: Vi har det hele her i Sorø – smuk natur med skov, marker og søer lige uden for døren”. Og ja, der er nok ikke mange som vil være uenig i, at der er mange smukke områder i kommunen.
Smukt er det derimod ikke, at Sorø Kommune kommer ind på en 41. plads med 24 point ud af 100 mulige i Naturkapitalindekset for 2020. Det er endda et point mindre end ved opgørelsen i 2015, og langt fra de 87 point, som den kommune, der ligger på førstepladsen har. Naturkapitalindekset, der er beregnet af forskere fra Århus Universitet, viser, hvordan den enkelte kommunes samlede arealinddeling og naturværdi fordeler sig.
Naturen er presset overalt bl.a. af mangel på plads, fragmentering, manglende pleje og for mange næringsstoffer. Og med en 41. plads må det være på tide at Sorø Kommune øger ambitionen og for alvor prioriterer at arbejde for at forbedre naturværdierne og øge biodiversiteten. Ikke mindst i skovene, som huser kommunens ansvarsart, hasselmusen.
Kommunen bør starte med at udarbejde en biodiversitetspolitik, som sætter fokus på, hvordan et mål om mere og vildere natur kan nås.