‘Kære patienter. Onsdag den 9 maj holder Tandlægehuset klinikken lukket. Vi skal ud og kæmpe for en fællessag – nemlig jeres tilskud til jeres tandbehandling. Det var en statusopdatering der blev meldt ud i går, på facebook og årsagen var ganske enkel. Noget MÅ gøres!
Cirka 3000 klinikassistenter, tandplejere og tandlæger mødte idag op ved Christiansborg for at demonstrere i mod en ny særlov som træder i kraft 1 juni. Der var personale fra hele landet fra Ålborg til Sønderborg, Helsingør til Maribo og helt fra Bornholm. Flere klinikker i Sorø valgte også at lukke idag og drage mod København, heriblandt Tandlægehuset fra Fru Ingesvej.
Dit Sorø var til stede og talte med Kit Vibe-Hastrup Iuel, som udtalte: Årsagen er enkel. Politikerne beskylder tandlægerne for at lave unødvendige behandlinger. Baggrunden er at man for fem år siden skar tilskudsbudgettet med kr. 300.000.000,-. Det var vi allerede dengang imod, for bare fordi der ikke er penge i kassen bliver alle vores patienter jo ikke raske med et trylleslag. Nu bliver tandlægerne beskyldt for at overbehandle. Det vi i dag kæmper for er, at patienterne kan få deres tilskud tilbage, et tilskud der gennem de sidste 30 år er udhulet mere og mere. Vi kæmper for at særloven droppes og man fortsætter i det nuværende system. Et enigt Folketing ønsker et nyt tandplejesystem, så behold dog det nuværende indtil et godt gennemtænkt og grundigt gennemarbejdet system er på plads. Den samlede budget ramme er 1,4 Mia og der har gennem de sidste ca 5 år været behov for kr. 1,7 Mia.
Imens ballonerne stiger til vejrs, afslutter Kit; Jeg er utrolig skuffet over at vores sundhedsminister mener at jeg, som tandlæge, overbehandler vores patienter. Der er jo ingen der sidder mere end højst nødvendigt i en tandlægestol.
Vil du følge sagen, så kan du læse mere her på Tandlægebladet. Her har du lidt billeder fra dagen fra Tandlægehuset og Dit Sorø.