”Eksamen er den flittige elevs fest” – de ord kan de ansatte på det regionale museum i Midt- og Vestsjælland sande i forbindelse med den kvalitetsvurdering, museet netop har været igennem.
Det skriver Museum Vestsjælland i en pressemeddelelse.
Forberedelsen til kvalitetsvurderingen startede tidligt på året og kulminerede med Slots- og Kulturstyrelsens besøg på 13 af museets adresser i et stramt og tætpakket program den 31. maj og 1. juni. Inden da var der blevet arbejdet intenst med at indsamle og sende materiale til styrelsen, og forberede besøget.
Alle statsanerkendte museer skal med jævne mellemrum igennem en kvalitetsvurdering, hvor Slots- og Kulturstyrelsen ser på, hvordan museet arbejder indenfor museumslovens 5 søjler: Indsamling, Registrering, Bevaring, Forskning og Formidling.
Den endelige rapport blev offentliggjort på Slots- og Kulturstyrelsens hjemmeside sidste fredag. Inden da har museet haft lejlighed til at kommentere og f.eks. rette faktuelle fejl.
En glad direktør
Eskil Vagn Olsen, direktør for Museum Vestsjælland, er meget tilfreds med rapporten.
”Vi har fået den overordnede bedømmelse ”Tilfredsstillende,” som er den næsthøjeste kategori, man kan få. Vi har i disse første 4 år af fusionen arbejdet intensivt med at skabe en fælles organisation, og det er bestemt rart, at styrelsen i rapporten anerkender dette store og nødvendige arbejde.”
Også det store arbejde, der er lagt i arbejdet med at skabe fælles overblik over museets samlinger, forbedre bevaringsforhold og formulere fælles politikker og retningslinjer for samlingsvaretagelsen får rosende ord med på vejen.
”Det er også godt at se, at styrelsen lægger mærke til, at vi har foretaget et fagligt løft på flere af de forhold, som blev påpeget ved tidligere kvalitetsvurderinger på de tidligere museer.
Vores skoletjenestetilbud er i høj grad blevet kvalitetsudviklet – og opgavevaretagelsen indenfor kapitel 8 (arkæologi og kulturmiljø) er blevet løftet. Det samme gælder for museets forskning. Vi er i fuld gang med at forankre museets faglige profil i vore procedurer indenfor indsamling & registrering, formidling og forskning.”
Spændende udstillinger og projekter på vej
Rapporten påpeger også, at der fortsat er potentiale for yderligere organisatorisk og museumsfaglig integration, forankring og udvikling, herunder præcisering/skærpelse af museets faglige profil samt udvikling af lokalt forankrede udstillingsprofiler. Dette er ikke forhold, der kommer bag på museet.
Hovedparten af forholdende, herunder skærpelse af både den faglige og den formidlingsmæssige profil, er noget museet er opmærksomme på og enten allerede er i gang med eller har planer om at udvikle på. Således er museet allerede i gang med at udvikle både sin faglige profil og har iværksat processen med at skærpe og udvikle formidlingen på de enkelte museumshuse, så museets brugere sikres den bedst mulige museumsoplevelse.
Museet arbejder også fortsat på at møde brugerne udenfor museumshusene og i det hele taget på at skabe kulturoplevelser på mange flere måder end i dag.
Nu skal museets bestyrelse og direktion drøfte rapporten og udarbejde en handlingsplan på baggrund af styrelsens anbefalinger. Handlingsplanen vil indgå i udviklingen af Museum Vestsjælland i de kommende år.
”Vi er ikke i mål – det kommer vi aldrig, for der vil altid være nye udfordringer og forventninger til museumsdriften, men vi er kommet flot fra start og har et godt fundament for den videre udvikling af hele Midt- og Vestsjællands museum,” udtaler Eskil Vagn Olsen.
Danmarks største museumsfusion
Fusionen af museer i Vestsjælland er den hidtil største i Danmark målt ud fra geografi. Det er de tidligere selvstændige museer Holbæk Museum, Museum Odsherred, Kalundborg Museum, Sydvestsjællands Museum (Slagelse og Sorø) og Ringsted Museum og Arkiv. Tilsammen dækker de 6 kommuner knap 40% af Sjælland.