Hvem er manden bag de succesfulde bøger Sallys Far? Og er historierne i bøgerne opdigtet, eller er noget af det sket i virkeligheden?
Torsdag d. 20. marts inviterer Sorø Bibliotek børn og voksne til at møde forfatteren Thomas Brunstrøm. Han tager publikum med bagom de morsomme, inspirerende og lærerige bøger Sallys far og giver et morsomt indblik i hvordan Sallys far-bøgerne er blevet til. Derudover læser forfatteren op af nogle af sine udgivelser.

Sallys Far lærer børnene om værdier som mod, venskab og kærlighed
Det er ikke mærkeligt at Thomas Brunstrøms bøger er blevet et stor hit. De er sjove, fanger både børn og forældre og så er det dejligt befriende at møde denne far, der ikke bange for at tænke ud af boksen, har de mest langt ude ideer, er kluntet, fjollet og mest af alt, elsker sine børn og er der for dem. 
Når man læser Sallys Far for sine børn, er det samtidig også en morsom og nærværende måde at lære om vigtige værdier som mod, venskab og kærlighed.

Få et indblik i hvordan Brundstrøms bøger bliver til
Man kan ikke lade være med at spekulere på, hvor meget af det pinlige fra bøgerne der er baseret på virkelige begivenheder. Er det mon muligt, at Sally, Eddie og Svend eksisterer i virkeligheden?
Måske behøver en forfatter ikke altid at opdigte alt. Det kommer Thomas Brundstrøm ind på, når han fortæller om hvordan han bruger sin fantasi.

Undervejs i foredraget vil vi sammen udforske temaer som fantasi, autoriteter, mødre og fædre, og kunsten at fortælle historier – og så får både børn og voksne mulighed for at stille spørgsmål.

Om Thomas Brunstrøm
Thomas Brunstrøm er en alsidig skribent og har beriget børnelitteraturen med over 30 værker, herunder de elskede fortællinger om Sallys far, spin-off-serien om Sallys yngre bror, Eddie, samt billedbogsserien om Anton & Farmor. Udover disse kreative udgivelser har han også bidraget til faglitteraturen med sin bog “Hvad fanden er et bandeord”.
Som fremtrædende litterær skikkelse har Thomas Brunstrøm modtaget fem Orlaprisnomineringer og vundet Carlsen-prisen i 2020. Og det er blevet til over 200 foredrag for børn på skoler, men også for familier på landets biblioteker.

Thomas Brundstrøm gæster Sorø Bibliotek torsdag d. 20. marts. kl. 16-17. Målgruppen er børn i alderen fra 5-13 år, med deres forældre. Arrangementet har entré på 50 kr. og billetterne kan købes på Sorø Biblioteks hjemmeside www.soroebib.dk

Thomas Brunstrøm. Foto: Simon Knudsen