Det går mod lysere tider. Solen vender i dag kl. 16.59 dansk tid nede ved Stenbukkens Vendekreds syd for Ækvator og er nu på vej op mod os igen. Vi behøver ikke bekymre os om hvordan solens livgivende lys vil vokse dag for dag, for den rotation kan ikke forhindres hverken af klima- eller coronakrise. Men det er der desværre andet, der kan. Jazzkoncerter for eksempel.
Den første corona-aflysning af Sorø Jazzens vinterprogram er allerede sket. Duoen Michael Sunding og Thomas Fonnesbæk skulle spille i Victoria Teatret på Kyndelmisselørdagen den 29. januar. Men alle arrangementer i den stort anlagte Kyndelmissefest skal aflyses, besluttede lysfestens styregruppe i samråd med byens borgmester i går.
Vinterjazzen har stadig syv koncerter tilbage på programmet i tidsrummet fra 12. februar til 5. marts. Se oversigten her på soroejazz.dk
På Café Tre Konger bydes på tilbagelænet cooljazz med en barytonsaxofon i front, i Ruds Vedby spiller en swingende orgeltrio, Kunstmuseet får besøg af pianisten bag Badehotellets hr. Weyse og i Victoria giver DR Bigbandet opvisning i spirituals.
Og så kommer der børnejazz inspireret af Count Basie samt to af den danske jazzscenes allerbedste tenorsaxofonister Jesper Thilo og Jan Harbeck – men oh, ve, på samme dag, den 5. marts. Thilo spiller på Kunstnergaarden i Dianalund, Harbeck på Kragerup Gods – dog på forskudte tidspunkter, henholdsvis kl. 19.00 og kl. 21.30 og i meget forskellige sammenhænge, for mens Thilo optræder i den intime atmosfære på Kunstnergaarden (for 175 kr.), så skal Harbeck spille op til luksusbal med gastronomisk champagnemenu (for 1795 kr).
Nu lader vi optimismen råde og ser frem til en serie skønne vinterjazzkoncerter. Glædelig jul og Godt Nytår.