Blå blok (B,C,V,O og Å) har valgt en ren neo-liberal grundstrategi i forbindelse med budgetaftalen for 2019.
Udgangspunktet er, efter Enhedslistens opfattelse, baseret på et trickle down økonomisk tankegods, hvor det der gavner erhvervslivet, er godt for befolkningen. Der står blandt andet i budgetaftalen, at ”Sorø Kommune er et godt sted at drive virksomhed. Parterne lægger vægt på, at kommunens ledere og medarbejdere fortsat står klar med den rådgivning og erhvervsservice, erhvervslivet efterspørger” og der lægges ikke skjul på, at vækst har første prioritet.
Vi med bekymring læse: ”Med budgetaftalen lægges der derfor vægt på, at kommunen i takt med, at der sker fornyelser, vælger de muligheder, der findes, for at begrænse CO2-udslippet, i det omfang, det også er økonomisk bæredygtigt.”
Klimaet bliver med den sætning underlagt økonomien. Holdningen hos partierne i Blå blok er åbenlyse – at de gerne vil klimaet, men det skal være gratis, og det må ikke gå ud over væksten.
I Sorø kommune har vi ikke gode erfaringer med at underlægge miljøet en økonomisk rettesnor. I øjeblikket kæmper Sorø Kommune i retten med en PCB sag, der er et deprimerende eksempel på, at det der er økonomisk bæredygtigt, ikke nødvendigvis er miljømæssigt bæredygtigt.
Det har igen vist sig, at det både er dyrt og miljøskadeligt, når ”billigst er bedst” metoden foretrækkes.
I det hele taget er det absurd at underlægge klima og miljøpolitikken neoliberale cost benefit analyser. Med det udgangspunkt vil klima og miljø altid være taberen!
Den økonomiske strategi, der lægges for dagen i Sorø Kommune, har været toneangivende i det meste af verden siden starten af 90’erne. Vi kender efterhånden konsekvenserne,
Problemet ved at anvende den strategi er, at det igennem de seneste mange år, har vist sig på såvel globalt som lokalt plan:
– At det skaber større ulighed
– At det hæmmer den sociale mobilitet
– At det er til skade for miljøet
Men i Blå bloks budgetforslag, er der INGEN finansiering af klima- og miljøtiltag. Det hele er hensigtserklæringer og ønsker om, at fonde m.v. vil bidrage til at løfte klimaet.
Enhedslisten ønsker at gennemføre konkrete initiativer, der styrker klima- og miljøindsatsen betragteligt. Klima og miljø SKAL have fortrinsret også før kortsigtede vækst og økonomiønsker. Vi er i dag nået et stade, hvor vi må erkende, at skal vi give vores jord videre til børn og børnebørn, så kræver det, at væksten bremses ligesom klimaet SKAL have fortrinsret for økonomien.
Mvh
Bo Mouritzen
Byrådsmedlem
Enhedslisten i Sorø