Af Nicolai Sandager, Liberal Alliance.
Indenrigsministeriet lancerede i foråret et projekt, hvor de tilbyder hjælp til kommunerne med at fjerne såkaldt selv-påført bureaukrati, og dermed fjerne overflødig administration.
Det vil betyde at kommunens medarbejdere kan bruge mere tid på de egentlige kerneopgaver end på papirarbejde – og hermed kan vi helt gratis frigive ressourcer til bedre service til borgerne, mindre ventetid på sagsbehandling, og flere varme hænder på børne- og ældreområdet.
Sorø Kommune valgte IKKE at tilmelde sig projektet.
CEPOS har et projekt de kalder Kommunepotentiale, der sammenligner de enkelte kommuner med de kommuner der bliver drevet mest økonomisk i forhold til serviceniveau. Dette projekt viser, at vi i Sorø Kommune har et ressource potentiale på godt 158 mill. kr., hvis vi arbejder lige så effektivt som de mest effektive kommuner.
Da disse penge er inden for det, vi kalder servicerammen, kan vi bruge dem på at forbedre servicen til vores borgere hele vejen rundt, og på sigt til skattelettelser, når der bliver luft i kommunens økonomi til det.
Der er helt klart nogen der vil sige at CEPOS’ tal er meget teoretiske og det er uopnåeligt. Men hvis vi bare finder 10-20% af de 158 mill. kr, så er det også en penge der vil falde på et tørt sted.
Jeg vil i et kommende byråd arbejde for at Sorø Kommune kommer med i den frivillige ordning fra Indenrigsministeriet, hvor ministeriet stiller et team til rådighed, der kan se på vores administration gennem nye briller. Det er min overbevisning at vi kan gøre det smartere, og til større tilfredshed for både borgere og de ansatte.