Af Sascha Fich, Spidskandidat for Radikale Venstre
For mange mennesker er det forbundet med frustration og frygt, når man har en sag i den kommunale forvaltning.
Det kan være forældre, der venter på specialpædagogisk hjælp til et barn med særlige behov, en ældre person med behov for at få bevilget hjemmehjælp eller husejeren som venter på en byggetilladelse.
Særligt grelle eksempler findes på handicapområdet, når sårbare mennesker farer vild i paragraffer og principafgørelser. De føler sig magtesløse og mistænkeliggjort i mødet med ’systemet’, og mens de venter på en hjælpende hånd, forsvinder drømmen om at leve et normalt liv.
Men ingen skal føle, at systemet er vigtigere end det enkelte menneske.
For at styrke retssikkerheden og borgernes tillid til det kommunale system foreslår jeg, at borgerrådgiverens opgaver udvides.
Borgerrådgiveren skal også hjælpe mennesker og familier, der f.eks. har svært ved at overskue paragraffer og skemaer, til at komme igennem med indsigelser og klager, når de oplever sagsbehandlingen som uretfærdig.
Dermed er forslaget et opgør med det kommunale bureaukrati – ikke en udbygning.
Der sker desværre fejl, men det handler ikke om at pege fingre eller om at skabe en nulfejlskultur. Det handler om at lytte til borgerne, og gøre forvaltningen bedre i morgen end den er i dag.