En trommeslager og to saxofonister er opskriften på et af nordens vildeste live-bands.

”Smag på dig selv”, som bandet hedder, er endog berygtet for at kunne få selv de mest stivnakkede familiefædre ud på dansegulvet, når de spiller deres mix af jazz, punk, Balkan, swing og hiphop. Med poetiske indslag og industrielle rekvisitter sætter de gang i en fest på tværs af generationer.

Så vær med, når bandet gi’r den max jazz-gas på Sorøs Grønne Scene mellem biblioteket og kunstmuseet onsdag 26. juli kl. 11 som en del af Sorø Jazzfestival.

”Smag På Dig Selv består” Albert Holberg på trommer, Thorbjørn Øllgaard på barytonsax og Oliver Lauridsen på tenorsax. Christianhavner-trioen har blot en EP bag sig, men har de seneste 5 år spillet utallige koncerter over hele landet og etableret sig som et balstyrisk live-fænomen.

Familiekoncerten er et samarbejde mellem Sorø Jazz, Sorø Kunstmuseum og Sorø Bibliotek & Bykontor. Billetter til 25 kr. kan købes på soroebib.dk eller på biblioteket. Hvis det regner, trækker vi indenfor.

Pressefoto