På vegne af Lynge Lokalråd deles deres bemærkninger til Teknik- og Miljøudvalget, dagsordenspunkterne 133 og 134 om Trafikanalysen på Frederiksberg samt SK60 Rørstensgården.

Trafikanalysen:
Lynge Lokalråd er yderst positive over, at der blevet foretaget trafikanalyser af Frederiksberg, samt indfaldsveje, som også omhandler Lynge. Desværre burde denne analyse have været udført på et tidligere tidspunkt og før udstykning af Klokkergården og Rørstensgården.

I Lynge stiller vi dog spørgsmålstegn ved den simple model. I dag vil det fra krydset Klokkergårdsvej/Skælskørvej til hovedvej/motorvej tage samme tid om turen tages igennem Sorø by, af Smedevej eller via Lynge og Sognefogedvej. En øget bosætning, og en trafikfremskrivning på mere end 600 biler fra Frederiksberg mod Sorø, samt 500 flere biler på Smedevej vil alt andet lige gøre, at folk søger efter alternativer, hvor vi ser krydset Skælskørvej/Sognefogedvej/Topshøjsvej, samt hele Sognefogedvej som mest udsat, og på ingen måde dimensioneret til andet end meget let trafik. På baggrund af trafikfremskrivningen mener vi i øvrigt, at en trafikstigning på 35 biler mere pr. døgn over 12 år er et urealistisk lavt estimat.

Lokalplan SK60, Rørstensgården.
Fagcenteret indstiller, at Rørstensgården i første omgang får udkørsel via Klokkergårdsvej. Ud fra ovenstående vil det fra vores synspunkt belaste krydset i Lynge og Sognefogedvej mere end trafikfremskrivningen påpeger. Den løsning vil i vores optik gøre krydset i Lynge mere usikkert, og gøre det mere besværligt for både efterskole- og skolebørn, at passere Skælskørvej til og fra Lyngestien uden yderligere tiltag.

Fagcenteret indstiller, at alternativ med udkørsel til Sognefogedvej bibeholdes, og at forbindelse til Klokkergårdsvej lukkes. En udkørsel til Sognefogedvej vil være bekostelig med opgradering af hele Sognefogedvej. Samtidig vil det være en udfordring. Nedenfor er svar fra Region Sjælland angående afstandskrav og skråningsanlæg:

”På baggrund af et geoteknisk notat om graveafstande til veje, som regionen har fået udarbejdet, er udgangspunktet for sagsbehandlingen af råstofsager, at der ikke må graves nærmere end 8 meter af vej til let trafik og 10 meter af vej til tung trafik.

Skråningsanlægget bør i udgangspunktet etableres med et anlæg på 1:2,5. Ovenstående skråningsanlæg og graveafstand er fastsat så de både er dækkende for kohæsionsjord og friktionsjord og skulle således sikre at der ikke kan ske skred på en skråning eller trykskader fra trafik på vej, der kan medføre en risiko for de pågældende offentlige veje.

Hvis man ønsker at udnytte en ressource inden for denne zone ved f.eks. at indskifte jord for råstoffer langs en vej, vil det være op til ansøger/indvinder at dokumentere, at dette kan lade sig gøre uden at det medfører en risiko for vejene.

Jeg håber at ovenstående besvarer dit spørgsmål. Hvis du skulle have yderligere spørgsmål, er du velkommen til at vende tilbage.”

Både Lynge Lokalråd og beboerne på Sognefogedvej har i høringssvar gjort opmærksom på, at Sognefogedvej ikke fysisk kan rumme en opgradering/udvidelse. I dag overholder vejen ikke ovenstående standardkrav på den ene side, og på den anden side graves og efterbehandles
igangværende grusgrav efter dette standardkrav. Hvordan vil fagcenteret/udvalget sikre sig, at Sognefogedvej kan udvides på hele strækningen?

Foto: Lynge Lokalråd

Det er dette område, hvor der er udvundet råstoffer på begge sider af Sognefogedvej.

Syd for Sognefogedvej er vandret afstand fra Sognefogedvej 14 m, og skråningsanlæg 1:1, og overskrider derved standardkravet fra Region Sjælland.

Nord for Sognefogedvej er der pt. reetableret i den østlige del, og der udvindes stadig i den vestlige del. Reetableringen nord for Sognefogedvej er sket 3m fra vejskel og med en skråning 1:2. Udvindingerne på begge sider af Sognefogedvej ligger mere end 14 m under vejterræn, og den sydligere har den stejleste gennemsnitlige skråning.

Lynge Lokalråd vil på baggrund af ovenstående opfordre til:
– At der udfærdiges en grundigere trafikanalyse inkl. fuld effekt af Klokkergården og Rørstensgården, og at der på den baggrund arbejdes en sammenhængsplan for trafikafvikling til og fra Frederiksberg inkl. Lynge og opland, samt forbeholdes i lokalplanen for senere tilretning alt efter hvad trafikanalysen viser.

På vegne af
Lynge Lokalråd
Abelone Bergløv, Formand.