Hjerneskadeforeningen Vestsjælland inviterede på foredrag og debat
Den store sal på Værkerne på Frederiksvej i Sorø var fyldt godt op – næsten til bristepunktet – da skuespiller og foredragsholder Lone Hertz holdt sit foredrag ”Viljen til at ville give evnen til kunne” med en opfordring til, at vi alle, pårørende, behandlere, sagsbehandlere, eksperter og frivillige, beslutter os for at ”Synge en ny sang”. Den skulle meget gerne handle om gode ord som værdighed, kærlighed, respekt, empati, udvikling – ja, listen af ord i den glade sang er mange. En sang, der handler om, at ALLE mennesker har lige værd. At INGEN skal føle sig mindre værd på grund af, at flertallet ser nogle mennesker som mindre betydningsfulde – sangen om, at LIVET i sig selv er værdifuldt og skal respektere, underordnet hvilket ”hylster”, vi går gennem livet med.
Hjerneskadeforeningen Vestsjælland havde inviteret både til foredrag og til fortsættelse af den debat om forholdene for mennesker, der har fået en hjerneskade, som blev startet på Hotel Frederik den II i Slagelse i oktober sidste år. Hjerneskadeforeningens erfarne og højt respekterede socialrådgiver Eva Hollænder indledte mødet ved at bringe os alle up-to-date om udviklingen på senhjerneskadeområdet, både om de anbefalinger, som eksperterne på området kommer med og om, hvad der sker på Christiansborg, når der tales om kommunernes overtagelse af dette og andre områder indenfor handicaps. Om, at vore folketingspolitikere alle ønsker, at alle specialtilbud på hjerneskadeområdet skal bevares og udnyttes – en god udmelding, som vi glæder os til at se omsat til praktisk sundhedspolitik.
Lone Hertz holdt sit foredrag til både eftertanke og til følelserne. Det var ikke muligt at lytte uden at føle. For følelser var der mange af i Lones ord. Det var provokerende at høre Lone afdække nogle af de måder, vi reagerer på, når vi personligt og som samfund betragter vore mennesker med handicaps. Vi fik lyst til at gøre, som Lone bad os om, at begynde at synge en helt ny sang, hvor omkvædet ikke kun rimer på krise og på hensynet til økonomi, men også har ”versefødder” med ord som udvikling og ligeværdighed, som FN’s handicapkonvention jo taler så smukt og rigtigt om. Og som vi som samfund er juridisk forpligtet til at leve op til.
Debatten var både i gang i forbindelse med Eva Hollænders indlæg og efter kaffen. Ud over mange, gribende og tankevækkende personlige beretninger og betragtninger fra salen, gav mødet en rigtig god respons på foreningens udfordring: Med få ord og sætninger at skrive personlige drømme og visioner, som giver udtryk for den enkelte deltagers håb. Med fra mødet tog vi mange stykker papir, hvor mødedeltagerne blandt andet skrev:
”Debatten må ikke dø, for det er emnet alt for alvorligt til. Kommunerne skal huske kvalitet, økonomi, moral og huske, at samarbejde skaber udvikling.”
”Der efterlyses løsninger på behovet for, at sagsbehandlere, pædagoger, sygeplejersker, andre behandlere og andre fra de faggrupper, som vi møder, bliver klædt på, så de kan spotte ændringerne i vores liv og gribe hurtigt ind, når det er nødvendigt.”
”Vi kan ikke flytte bjerge, så vi tager et skridt ad gangen, og med fælles hjælp skal vi nok nå målet. Men det er vigtigt at se mulighederne i stedet for begrænsningerne, vigtigt at se helheden frem for kun de enkelte dele.”
Der blev også skrevet: ”Jeg vil, jeg skal, jeg kan – men jeg gider bare ikke. Bare én har glæde af det, som jeg gør, så er det det hele værd.”
Selverkendelse er også en vigtig del af processen: ”Der går mange år, inden man anerkender, at man har en hjerneskade. Man tror, at alle de andre er meget mere skadede end én selv.”
Hjerneskadeforeningen fik på den måde den fyldte sal om at kommentere arbejdet med forslag til vigtige drømme i en kort sætning, som vi kunne sende ud til alle. Der blev begejstret klappet og smilet til ordene: ”Samarbejde skaber udvikling” med henvisning til, at skal vi lykkes som samfund og enkeltpersoner, må alle inddrages i udviklingen med respekt for, at senhjerneskadede og alle andre med handicaps skal kunne mærke, at vi respekterer det hele menneske, som mennesket med handicap naturligvis også er.
Og som det så rigtigt blev sagt og skrevet på mødet ”Debatten må ikke dø!” – og det vil Hjerneskadeforeningen se til, at den ikke gør!
