Tæt på to ud af tre enkeltmandsvirksomheder har i dag ikke en arbejdsskadeforsikring, viser en ny undersøgelse fra GF Forsikring. Det kan have store konsekvenser, hvis ejeren kommer ud for en ulykke.
Jesper på 35 år har sit eget lille tømrerfirma og et godt ry og mange loyale kunder i lokalområdet. En dag skal han udskifte et par tagsten hos en kunde, men på vej ned ad stigen mister Jesper fodfæste og falder 3 meter. Jesper kommer slemt til skade og ender med at være sygemeldt i mange måneder.
Sådan kan scenariet se ud, og nu viser en ny undersøgelse foretaget af Bilendi for GF Forsikring, at næsten to tredjedele af Danmarks 275.000 enkeltmandsvirksomheder fungerer uden arbejdsskadeforsikring. 62,5 procent af de adspurgte svarer, at de ikke har tegnet en arbejdsskadeforsikring på sig selv som indehaver.
Også et problem på Vestsjælland
Det betyder helt konkret, at også mange vestsjællandske håndværkere, landmænd, konsulenter og andre virksomhedsejere hver dag går på arbejde i deres virksomhed uden at have tegnet en arbejdsskadeforsikring, der kan kompensere dem for eksempelvis tabt arbejdsevne, hvis det går galt på jobbet.
En væsentlig faktor er uvidenhed, viser undersøgelsen. Hver femte virksomhedsejer (19 %) angiver, at han eller hun ikke vidste, at man kunne tegne en arbejdsskadeforsikring. Og næsten halvdelen (48 %) svarer, at de mener, deres private ulykkesforsikring dækker på samme vilkår. 33 procent oplyser, at de bevidst har fravalgt arbejdsskadeforsikring.
– Jeg synes, det er bekymrende, at så mange enkeltmandsvirksomheder har valgt at droppe arbejdsskadeforsikring. Nogle fravælger bevidst forsikringen. Det er et valg, den enkelte skal gøre op med sig selv. Men vores erfaring viser også, at mange virksomheder ikke er opmærksomme. Enten kender de slet ikke arbejdsskadeforsikring eller de tror, at de er lige så godt dækket via deres private forsikring, siger Per Haulund, skadedirektør hos GF Forsikring.
Skadedirektøren slår fast, at dækningen på den private ulykkesforsikring og arbejdsskadeforsikring ikke er den samme. Mens den private heltidsulykkesforsikring alene udbetaler et engangsbeløb i kølvandet på en ulykke med udgangspunkt i den mengrad og den forsikringssum, man har valgt, så kompenserer arbejdsskadeforsikringen også for tab af erhvervsevne. Når der beregnes erstatning, tager man således udgangspunkt i den årsløn, som den selvstændig erhvervsdrivende har haft.
Håndværkere er i særlig risiko
Undersøgelsen viser også, at håndværkerne oftere har tegnet en arbejdsskadeforsikring end gennemsnittet. 53 procent af de adspurgte håndværkere har tegnet forsikringen. Men det betyder også, at 47 procent står uden forsikringen, og at håndværkerne udgør en særlig risikogruppe. De er nemlig blandt fagene i Danmark med flest arbejdsskader. Ifølge arbejdstilsynet lå branchegrupperne ”Opførelse og nedrivning af byggeri” samt ”Færdiggørelse af byggeri” henholdsvis nummer 3 og 6 på listen over flest anmeldte skader sidste år.
Føromtalte tømrer-Jesper kan ende i en meget ubehagelig situation, hvis hans ulykke på stigen ender med, at han må lukke sit firma og i en lang periode bliver uarbejdsdygtig. Årsindtægten vil i så fald blive kraftigt reduceret, og erstatningen fra en arbejdsskadeforsikring kan derfor blive afgørende for, om Jesper og hans familien kan blive boende i deres hus.
– Der hviler et stort rådgivningsansvar hos os i forsikringsselskaberne. På GF’s lokale kontorer rundt om i landet, bl.a. på Vestsjælland, skal vi være med til at gøre den lille virksomhedsejer opmærksom på, hvilken konsekvens en manglende arbejdsskadeforsikring kan have, slutter GF Forsikrings skadedirektør.
Næsten halvdelen af de danske håndværksvirksomheder står uden arbejdsskadeforsikring for ejeren, hvis det går galt på jobbet. Det kan få alvorlige konsekvenser for ejeren og ikke mindst hans familie, påpeger GF Forsikring. Foto: GF Forsikring