Sving forbi Sorø Bibliotek tirsdag den 5. april, til en times koncert efter arbejde og inden aftenens gøremål. Til denne fyraftenskoncert får Kind of Cyan besøg af fire slagtøjsspillere og spiller Sjostakovitjs legendariske 15. symfoni.

Trioen bringer et symfonisk hovedværk ind i det intime koncertrum og udfordrer lytteren på nært hold i et sprødt og spektakulært arrangement for kammerensemble. Kind of Cyan inviterer denne aften gæster med på scenen og kaster sig ud i Dimitri Sjostakovitjs legendariske 15. symfoni, modigt og vellykket – og med godkendelse fra komponisten selv – arrangeret af Viktor Derevianko for klavertrio og tre slagtøjsspillere.

Forårets fyraftenskoncerter: Den klassiske kanon nyfortolket
Kind of Cyan er på denne koncert af Teresa La Cour, violin. Marie Louise Lind, cello. Cæcilie Tagmose, klaver. Nicola Carrara, slagtøj. Mads Hebsgaard Andersen, slagtøj og Henrik Thrane, slagtøj & pauker.

Inden for konstellationerne trio, duo og solo har musikerne i Kind of Cyan gennem årene arbejdet med fusion og nye fortolkningsmuligheder af klassisk musik gennem frie, kontrasterende metoder som improvisation og elektronisk lydmanipulation.

Livestreaming af fyraftenskoncerten begynder kl. 17.00 i læsesalen på Sorø Bibliotek og varer ca. en time. Du kan booke din gratis billet på soroebib.dk.

Arrangementet er støttet af Augustinus Fonden og Statens Kunstfond.

Fotografi af Kind of Cyan. Foto: Det Kgl. Bibliotek