Det årlige Lions Marked løber af stabelen fredag den 3. og lørdag den 4. august 2012. Fredag åbner markedet kl. 14 og lukker kl. 01.00. Om lørdagen er der festligheder kl. 10-15. Storgade er lukket for biler begge dage.
De aktive folk fra Lions Club Sorø har sørget for, at hele Storgade fyldes med aktiviteter og udstillinger til gavn for butikslivet og alle os, der savner gang i gaden. Butikkerne holder som minimum åbent til kl. 20 om fredagen.
Spejderorganisationer og sportsforeninger deltager også. Mød bl.a. LBI, HF Sorø, Sorø Golfklub, De Blå Spejdere, Sorø Linedancere og Sorø Skakklub.
Som sædvanligt præges byfesten af underholdende indslag udefra og helstegt pattegris i Løvegrotten. Fredag aften spiller Once Again på scenen, som er pyntet med balloner fra Ballonteam.
Der vil være masser af spændende konkurrencer: Prøv lykken i Lions Bamsetombola eller lykkehjul. Dansk Handicapforbund har lotteri og fiskedam for børn, hos Danske Bank kan du vinde en landsholdstrøje, og i Dit Sorøs stand kan du vinde den nyeste iPad.