Dialog om mulighederne i hallerne
At dialog er vejen frem når der skal findes langsigtede og brugbare løsninger omkring cafeteriadriften i kommunens haller, stod meget klart på tirsdagens møde i Teknik- og Miljøudvalget.
På mødet blev det desuden klart at der er behov for også at involvere kommunens SSP-team i at finde en løsning i forhold til den uhensigtsmæssige adfærd i hallerne som ligger uden for hvad servicemedarbejdere, frivillige og eventuelle forpagtere med rimelighed har mulighed for at håndtere.
Udvalget valgte at fastholde beslutningen om at finde et nyt koncept for forpagtning i hallerne, men understregede samtidig vigtigheden af at den fremadrettede løsning skal findes i dialog med Sportsrådet, Halbrugerrådet og Fagcenter Kultur og Fritid.
Beslutningen indebærer at Sorø Kommune (Stabscenter Ejendom) skal i dialog med foreningslivet for i fællesskab at finde løsninger som i muligt omfang tilgodeser de synspunkter og holdninger som kommer til udtryk i høringssvarene.
Formand for Teknik og Miljøudvalget Linda Nielsen siger: ”Vi er opmærksomme på at lukningen af cafeterierne er et emne som vækker stærke følelser hos mange. Vi har nu behandlet de høringssvar som er kommet ind, og vi vil i den kommende proces lægge stor vægt på at være i dialog med Sportsrådet og foreningerne omkring udviklingen af det nye koncept.”
Indtil et nyt koncept for cafeteriadriften i hallerne er klar, skal Sorø Kommune (Stabscenter Ejendom) finde en midlertidig løsning på cafeteriadriften i Sorø-Hallen.
Kernepunkterne for det nye koncept for fremtidens haller i Sorø er:
- Nyt koncept for forpagtning
- Nye muligheder for klubbernes egne ”kiosker”
- Samlingssteder og sociale mødesteder
- Frisk vand, sund profil
- Ro og tryghed i hallerne
”Jeg vil gerne understrege at denne her beslutning også indebærer nogle nye muligheder for foreningerne – nemlig muligheden for at skaffe sig en indtjening gennem kioskdrift. I Holberg-Hallen i Dianalund har kommunen for eksempel indgået en aftale med Sportsrådet om kioskdriften. En lignende model kunne være en løsning i Sorø og Stenlille. Men det vigtigste er selvfølgelig at den kommende proces bliver noget som sker i dialog med foreningerne og Sportsrådet, så vi kan nå frem til en løsning som alle kan være tjent med,” siger Linda Nielsen.