Omkring 40 personer var mødt op til debat om kommunens udspil til vision for de kommende fire år torsdag den 27. oktober. Selv om det ved første øjekast kan virke langt fra dagligdagens konkrete, politiske beslutninger om at lappe fortove og skrue på antallet af elever i folkeskolens klasser, så sætter visionerne alligevel en vigtig retning for alle aktører i kommunen.
Efter indledende paneldebat med fire politikere fra kommunalbestyrelsen, kom tre lokale aktører på scenen for at fortælle om deres syn på visionen; Kuno Juncker, hotelchef, Comwell i Sorø, Christiane Hanninge, leder af frivillighedscentret og Marlene Härstedt, skoleleder, Sorø Borgerskole.
Alle tre aktører uddelte roser til Vision 2026 – med hver deres nedslagspunkter:
– Visionen gør, at vi har en fælles retning. Men hvordan får vi alle dem med, som ikke sidder her i dag? Jeg skal nok gøre mit for de 30 medarbejdere, jeg har, men det er en meget lille del. I forvejen arbejder vi meget i min virksomhed med bæredygtighed – fx at motivere folk til at gøre en forskel – også når de har fri – det arbejder jeg med dagligt, sagde Kuno Juncker.
Christiane Hanninge, daglig leder af frivilligcentret i Sorø kom med aftenens første konkrete ønske, hvis visionen skal omsættes i praksis: Et stort kulturhus i den nordlige del af kommunen vil kunne styrke såvel fællesskaber omkring det gode hverdagsliv som levende og bæredygtige lokalsamfund.
Marlene Härstedt, skoleleder på Sorø Borgerskole havde især noteret sig, at visionen lægger vægt på, at alle mennesker kan noget og kan bidrage med noget.
Under den efterfølgende cafédialog vakte det betydelig begejstring, da Danmarks Naturfredningsforening Sorø (DN) og Handicaprådet talte sig varme på et potentielt konkret samarbejde om at gøre i første omgang enkelte af DN’s vandreruter Spor i Naturen tilgængelige for både fysisk handicappede og psykisk udfordrede – for at slå en konkret bro mellem det gode hverdagsliv og brugen af naturen i Sorø kommune.