Af Jette Kildegaard, kandidat for Blå Fornyelse. 

I 2016 udloddede Energistyrelsen 80 millioner kroner i bredbåndspuljen. Som privatperson gik jeg i gang med græsrodsarbejdet på vegne af Vester Broby.

Jette Kildegaard. Privatfoto.

Fandt dog hurtigt ud af, at jeg kunne skaffe mange flere borgere bredbånd fra motorvejen ved Slaglille-Bjernede, øst om Sorø ned til Susåen ved at etablere en mastløsning, og gik i samarbejde med Trådløsfiber.dk om dette.

Desværre mente Energiministeriet ikke, at min ansøgning kunne passe ind i de kasser og rammer, puljen krævede, og selvom jeg var i dialog med energiminister Lars-Christian Lilleholt, lykkedes det mig desværre ikke at overbevise om, at denne løsning kunne få alle borgere i området med.

I starten af 2017 sendte jeg en ansøgning til fiberpuljen hos Fibia. Den blev godkendt, så der kommer snart fibernet i Vester Broby.

Men her stopper mit arbejde ikke.

Jeg mener, at alle i Sorø Kommune skal have bedre internet, og det kan vi skaffe med mastløsninger, hvor vi samtidig har mulighed for at få teleselskaberne med, så vi også kan optimere vores mobiltelefoni i kommunen.

Det er vigtigt, at vi er både erhvervs- og borgervenlige uanset bopælsadresse, og som politiker i byrådet vil jeg gerne være med til at sikre dette.