Fra og med juli måned åbner 11 kommunale institutioners deres legepladser op for børn og barnlige sjæle. Det skriver Sorø Kommune til Dit Sorø. 

Foto: Sorø Kommune.

I 2017 har der kørt en forsøgsordning med åbne legepladser på tre daginstitutioner. Forsøgsordningen har været en succes og bredes nu ud til at omfatte fem daginstitutioner og kommunens seks skoler.

Det betyder, at i alt 11 legepladserne fra og med juli står åbne for offentligheden, når institutionens åbningstid slutter.

Ideen om at åbne legepladserne er en del af byrådets mål om at udvikle skolernes og institutionernes udendørs aktivitetsområder.

”Vi har haft succes med at åbne tre legepladser op i 2017 og ser derfor kun god grund til at brede ordningen ud. Og nu hvor sommerferien står for skud, håber vi, at rigtig mange vil gå ud og gøre brug af tilbuddet og besøge vores åbne legepladser,” siger formand for Teknik og Miljøudvalget Jens Nygaard og formand for Børn og Undervisningsudvalget Lars Damgaard.

De åbne legepladser kan anvendes i døgnets lyse timer af alle kommunens borgere og besøgende når institutionen eller skolen er lukket, samt i weekender og i ferieperioder.  Pladserne står ulåste og er markeret med skilt ved indgangen. Leg er på eget ansvar, og institutionerne håber, at alle vil passe godt på børnenes legepladser.

Områdedeler Johanna Jonsdottir kan bekræfte, at 2017 har givet gode erfaringer med de åbne legepladser.

”Selvfølgelig appellerer vi til, at alle vil passe på vores legepladser, for de skal stå klar til vores børn mandag morgen når en ny uge begynder – ja og så er det altså rigtig træls, når der er en hunde-høm-høm midt i sandkassen. Men det synes vi også, at langt de fleste tænker over og respekterer. Det er dejligt at se vores gode legepladser blive brugt, og vi håber, endnu flere vil gøre brug af dem, nu hvor flere åbnes op,” siger Johanna.

Hvis man støder på et problem på legepladsen, kan man melde det via Sorø Kommunes hjemmeside under soroe.dk/givetpraj.

Disse legepladser bliver fra juli 2018 ”åbne legepladser” i Sorø Kommune

 Skoler 

  • Frederiksberg Skole
  • Sorø Borgerskole
  • Pedersborg Skole
  • Stenlille Skole
  • Holbergskolen
  • Ruds Vedby Skole

Daginstitutioner 0

  • Grønnegården
  • Holberghaven
  • Magdalene Haven
  • Villa Villakulla
  • Natur-Børnehuset