Den anden efterårskoncert i Dianalund finder sted på Kunstnergaarden søndag den 10. oktober, hvor den verdenskendte amerikanske jazzbasunist Jiggs Whigham kommer på besøg.
Han akkompagneres af to af landets bedste unge musikere, guitaristen Pelle von Bülow og bassisten Mathias Petri. Jiggs Whigham er en 76-årig veteran, der i sin lange karriere har spillet med Glenn Millers og Stan Kentons store orkestre og et hav af berømte jazzstjerner, bl.a. Scott Hamilton. I Europa er han ikke mindst kendt for sin rolle som underviser (på Hochschule für Musik i Berlin), arrangør og bigbandleder (bl.a. BBC Bigband og Bundesjazzorchester!).
Det er god gammeldags suveræn jazzbasun, han spiller. Og det på en måde, der har dannet skole for mange yngre basunister og gjort Jiggs Whigham til forbillede for den perfekt fraserede beherskelse af instrumentet. Han har endog fået opkaldt en fornem letvægts trækbasun, ”model King 2102” efter sig, så den simpelt hen kendes som ”Legend Jiggs Whigham”!
Sorø Jazz byder velkommen:
Søndag 10. oktober kl. 15.00
Jiggs Whigham Trio: Jiggs Whigham, trombone, Pelle von Bülow, guitar, og Mathias Petri, bas.
KUNSTNERGAARDEN, Kunstnergaardsvej 1, 4293 Dianalund
Entré: 150 kr. Reservation: e-mail: glyholt@post.tele.dk, tlf. 40 48 05 16