Niels Steen Jørgensen udbyder fra den 9. januar 2012 et introduktionskursus til Japans sprog og kultur. Kurset løber frem til 19. marts og finder sted på Sorø Borgerskole kl. 17.
Foruden en introduktion til sproget vil kurset berøre forskellige temaer indenfor Japans historie, kultur og samfund.
Øriget har en mildt sagt spændende historie. Mest kendt er nok 1600-tallet, hvor Tokugawa Ieyasu tog magten og skabte Tokugawa-shōgunatet i den lille fiskelandsby Edo: Samurai-tiden har fået en fin populærhistorisk formidling James Clavells bog Shogun, der blev lavet til en tv-serie med Richard Chamberlain.
Men Japan er kendt og elsket i vesten for meget andet end samuraier, bl.a. den særlige japanske æstetik, som også har præget moderne vestlig kunst og brugskunst. I den højkultur, som Edo-perioden var udtryk for, opstod bl.a. origami, som er kunsten at folde papir (oru betyder “foldning”, og kami betyder “papir”). Målet med origami er med et enkelt lille stykke papir at skabe et idealiseret objekt ved hjælp af geometrisk foldede former og mønstre. Man må helst ikke bruge lim eller saks.
Tilmelding via LOF Sorø.