Af Jens Jacobsen, Kandidat til kommunalvalget 2021 i Sorø Kommune for De Konservative

Kommunalbestyrelsen har b.la. stået bag etableringen af Sorø Bioenergi, der leverer CO2-neutral varme og el af have- og parkaffald frem for naturgas til foreløbigt 16oo husstande. Det reducerer CO2-udslippet med 10.000 tons årligt.

Den nye kommunalbestyrelse har en unik mulighed for at styrke Sorø Kommunes grønne, bæredygtige og miljøbevidste profil, og gennem handling vise, at der er ambitioner for den grønne omstilling.

Dele af Åmosen er beliggende i Sorø Kommune. Det er en unik mulighed for at gøre endnu mere for klimaet ved at reducere CO2-udslippet. Det vil også være til gavn for biodiversiteten og vandmiljøet og give flere naturoplevelser.

Potentialet i Åmosen er en reduktion på op mod 60.000-80.000 tons CO2 pr. år. Vådgøring af Åmosen med hævning af vandstanden, ved at stoppe for dræning og dyrkning af lavbundsjorde, vil bidrage til levesteder for dyr og planter samt øge biodiversiteten. Det gavner også vandmiljøet, når der ikke skal bruges kvælstof og fosfor til at dyrke lavbundsjorden.

Forudsætningerne for at udtage lavbundsjorde er nu til stede med midler fra staten, til kompensation til lodsejerne over de kommende år.

Den nye kommunalbestyrelse skal endvidere sikre en infrastruktur, der støtter den grønne omstilling med etablering af lokale el lade stationer på f.eks. kommunale p-pladser og arbejdspladser.

Etablering af cykelstier der fremmer, at vi kan tage cyklen på arbejde, til skolen og i vores fritid.

Cykelstier må laves billige f.eks. som grusstier, så vi kan få flere km cykelstier for pegene og med involvering af lokalråd og borgere. Så børnene kan cykle sikkert til skole. Og tænk engang, hvor herligt det ville være at kunne cykle, sikkert, fra Stenlille til Dianalund eller Sorø og andre steder i vores kommune.

Den nye kommunalbestyrelse har en vigtig opgave med at sætte konkret handling bag den grønne omstilling.