It don’t mean a thing if it ain’t got that swing (Duke Ellington 1931)*

Med fødderne solidt plantet i BLUES udviklede jazzen op gennem 1920’erne og 1930’erne store ændringer i rytme, orkesterbesætning, tempi og fremtræden. Fortsat med improvisationen som grundelement, men i et århundrede præget at voldsomme kriser og krigstraumer, opstod et krav om fest og fri livsudfoldelse.

Jazzen havde alle svarene og væltede verden med store orkestre, store solister, en ny rytmisk forskydning – SWING – med en ny tilknyttet vild danseform – SWING DANCE eller LINDY HOP – der udsprang fra Harlem i New York. og først mange år senere nåede os i 60’erne som ‘moderne JITTERBUG’.

Men musikken nåede os succesfuldt gennem alle perioder, og siden nullerne er også den oprindelige danseform blevet udbredt verden over i en kæmpe retro-bølge fra USA og Sverige.

Så tiden er inde til at mødes til en ægte festlig SWING-aften med den originale musik (og i dansesko) og gå løs på Lindy Hop i de former, vi hver især kan klare. Da dans ALTID indgår i Sorø Jazzklub, og samvær i bevægelse er så godt for både krop og sjæl, er det nu tid for fri jazzmedleven – specielt på gulvet. (Følg foreningens Facebookside med musik- og danseeksempler når det er heftigt).

Swingstyrke 7 rummer nogle af vores bedste og mest erfarne jazzmusikere, der kender stilen fra mange års jazz-indsats og fra medvirken ved Lindy Hoppernes egne arrangementer.

Mød Jens Søndergaard (ASax.), Simon Thorsen (TSax.), Per Møllehøj (Guit.), Ole Koch Hansen (Pno), Ole Skipper (Bas) og Mikkel Finn (Tr.) til en forrygende swingaften blandt jazzvenner.

TID og STED: Lørdag den 26. november kl. 19:30 i Natur-Børnehuset, Veddevej 19, 4190 Munke Bjergby (lidt nord for Sorø by, se kort).

Der er er offentlig adgang mod en entrépris for medlemmer på kr. 100,-, og for ikke-medlemmer kr. 200,- der betales ved indgangen. Klubbens årskontingent på kr. 200,-.betales via Danske Bank, Reg.nr. 9570 – Konto.nr. 130 885 86, eller ved MobilePay 9115 0236. Husk at angive ‘kontingent og navn’ på indbetalingen og at kontingent 2022-23 skal være betalt inden 24/11 for at få indvirkning på billetprisen!

* https://www.youtube.com/watch?v=myRc-3oF1d0

Swingstyrke 7 en en fornem nu 45 gammel institution udsprunget af det bedste i Count Basie-traditionen og hvor både orkestret og hvert af dets medlemmer gennem årene har sat dybe og varige spor i dansk jazz. Som det fremgår er stil, humør og energi fortsat på toppen. Ædel og festlig vin lagret på egetræ.

Pressefoto