I alt 21.000 børn fra vuggestue til 9. klasse har indtil nu mødt kunst og kultur og udfordret deres fantasi sammen med professionelle kunstnere i et fælles kulturforløb i seks sjællandske kommuner. Børnene spiller musik og teater, maler, skriver og danser. Lærere og pædagoger får nye redskaber og metoder. Og forskere indsamler vigtig viden om, hvordan vi kan få mere fantasi ind i undervisningen.

”Det har været sjovt og udfordrende at deltage. Vi har bevæget os lidt mere end vi plejer, og teaterforestillingen var også rigtig god, fordi den handlede om, at man skal turde at tro på sig selv.”

Ordene kommer fra elever i 4B på Pedersborg Skole. De har med deres klasse deltaget i kulturforløbet Teaterlaboratoriet i Kumult. En hel dag med teater og drama, hvor børnene både ser teater og selv kommer på scenen og lærer at bruge kroppen til at udtrykke sig i små tableauer.

”Besøg udefra giver ny inspiration og input, som har en god effekt på eleverne. Det giver dem noget særligt. Eleverne lytter og lærer på en anden måde,” tilføjer Jan Pedersen, lærer i 4. klasse på Pedersborg Skole.

Kulturforløbet Teaterlaboratoriet er led i den store og ambitiøse kultursatsning Kumult!, som Sorø Kommune
sammen med de øvrige fem kommuner i Kulturregion Midt- og Vestsjælland er i færd med at udbrede til alle
daginstitutioner og kommuneskoler. Målet er, at 26.000 børn og unge hvert år deltager i kulturforløb med
forskellige kunstarter.

”Teaterdagen er ikke noget, vi bare drysser ind på en tilfældig dansktime. At bruge drama som udtryk og metode i klasseværelset er en helt anderledes måde at kommunikere på,” siger Marlene Rohde Søndergaard fra Sjællands Teater, der kommer ud i 30 skoleklasser for at lave drama med eleverne.

Du kan godt!
”Alle børn og unge skal være fælles om at opleve og møde kunst og kultur. Det styrker deres kreativitet, selvtillid og selvværd at skabe sammen med andre. Vores engagement i Kumult sætter fokus på børn og unges mod og tro på sig selv. Det skaber trivsel, og det har samfundet brug for, siger politiker Kasper Nygaard, formand for Kultur og Fritidsudvalget i Sorø Kommune.

Kumult følges af en gruppe forskere ledet af professor Lene Tanggaard, rektor ved Designskolen i Kolding, som siger:

”I den kunstneriske måde at arbejde på er der ikke noget, der er rigtigt og forkert. Børnene lærer at udforske og eksperimentere – det handler om processen og ikke om resultatet. Børnene får tillid til, at de godt kan, og det får flere børn til at være med i klassen, så vi får en skole med plads til alle.”

Med til at udvikle skole og dagtilbud
Det er ikke kun børnene, der får sat gang i fantasien og kreativiteten. Det tætte samarbejde mellem lærere, pædagoger og kunstnere betyder, at den legende og procesorienterede tilgang også bliver brugt i den fagfaglige undervisning og den pædagogiske tilgang.

”Kommunens deltagelse i Kumult skaber udviklingsmuligheder og læringspotentiale for alle i både dagtilbud og skole,” siger politiker Jakob Spliid (V), formand for Børn og Undervisningsudvalget i Sorø Kommune.

 

 

Foto fra Kumult-teaterdagen i 4B på Pedersborg Skole. Foto: Sorø Kommune