I mange år er kunst og pinse gået hånd i hånd i det Midt- og Vestsjællandske. Her har kunstnere og kunsthåndværkere budt kunstinteresserede fra nær og fjern indenfor i værksteder, gallerier og udstillingssteder under Kunstdage i pinsen. Det bliver heldigvis også tilfældet i år, selvom det kræver en ekstra indsats på grund af Covid19. I Sorø deltager bl.a. Galleri Soli.
Er du kunstinteresseret er der godt nyt. Kunstdage i pinsen byder på trods af den aktuelle Coronasituation velkommen til tre dage fyldt med spændende kunstoplevelser. Godt og vel 100 udstillere har valgt at åbne dørene for kunstpublikummet. De har alle taget særlige forholdsregler for at overholde myndighedernes retningslinjer om afstand, antal og hygiejne, så de trygt kan byde de besøgende indenfor.
Kunst og Corona
Kunst og Corona er ikke det bedste match og det har derfor været uvist, om det kunne lade sig gøre, at gennemføre arrangementet. Men Kunstdage i pinsen et af de få kulturelle arrangementer, der kan lade sig gøre at afvikle på forsvarlig vis, da der typisk ikke er ret mange besøgende hvert sted ad gangen.
”Vi har haft mange overvejelser undervejs, og alle kunstnere har haft mulighed for at melde fra, hvis de ikke var trygge ved at være med. Alle udstillingssteder er blevet bedt om at efterleve de aktuelle retningslinjer fra myndighederne, og melder klar til at tage imod de besøgende. Vi håber derfor, at det bliver nogle gode Kunstdage i pinsen på trods af situationen,” siger arbejdsgruppen bag Kunstdage i pinsen.
Kunstdage i pinsen
Kunstdage i pinsen har eksisteret i 19 år. Her kan både amatører som professionelle kunstnere og kunsthåndværkere deltage og invitere besøgende indenfor. Som gæst kan du både se kunst af høj kvalitet og møde amatører, der gerne vil dele deres passion for kunst og kunsthåndværk med andre. Det er netop mangfoldigheden, der gør Kunstdage i pinsen til noget helt særligt.
Kunstdage i pinsen foregår i Holbæk, Kalundborg, Slagelse, Lejre, Ringsted og Sorø kommuner i perioden den 30.- 31. maj & 1. juni. Alle dage fra kl. 11-17. Læs mere her.