FOF arrangerer to foredragsrækker på Kultur- og Fritidscentret tirsdage kl. 13.30. Tre foredrag fås for 175 kr.
3 x PH – 21. januar.
Piet Hein, Poul Hammerich og Poul Henningsen var alle tre markante danskere, der på hver sin måde har præget vor kultur og sat tanker i gang. Hør en indsigtsfuld og levende beretning om dem alle tre af Bente Hatting Gjelten, mag.art.
Slaget ved Dybbøl – 4. februar.
2014 er 150 året for en af de mest afgørende begivenheder i dansk historie – det forsmædelige nederlag ved Dybbøl i 1864. Kaare Johannesen, historiker, fortæller om hvordan tabet af Slesvig-Holsten har trukket dybe spor i den danske selvforståelse og givet anledning til et spind af myter og fejlagtige forestillinger.
Bortført i København – 18. februar.
Mød Asger Røjle, forfatteren til den nye bog ”Bortført i København”, som handler om den unge Keiko Arimoto fra Japan, som i 1983 blev lokket til Nordkorea fra København, samt om hendes tre bortførere. Hør om bogens tilblivelse og om det langvarige researcharbejde, der ligger forud.
Tilmelding.
Hvem har malet himlen blå? – 4. marts.
Halfdan Rasmussens liv og digtning danner baggrund for dette foredrag, hvor der fortælles om digterens sammensatte personlighed og lyriske univers. Jeannet Ulrikkeholm, forfatter, cand.mag. synger og laver fællessang og akkompagnerer på guitar.
Jørgen Ryg – 18. marts.
Med udgangspunkt i Birgitte Rygs kærlige bog om Jørgen Ryg og foredragsholderens egne erindringer, fortæller Henning Hansen, skuespiller, historien om en stor kunstner og et fint menneske.
Danmarks histories ind- og udvandring – 1. april.
12.000 danskere udvandrede til Argentina under den store udvandringsbølge i slutningen af 1800-tallet. De fleste slog sig ned på den enorme Pampas, som de begyndte at opdyrke. Godt 2.000 af dem kan stadig tale dansk. Claus Hagen Petersen, historiker og TV-reporter, fortæller den spændende historie.
Tilmelding.