Sognepræst i Sorø, Lis Samuelsen, om kristendom, Kierkegaard og Sorø
Af Kasper Støvring
– Du har nu været præst i Sorø i halvandet år. Hvordan har du oplevet byen?
”Jeg begyndte i Sorø sogn i december 2011, kaldet som sognepræst her og ældrepræst i provstiet. Med mit embede fulgte der ikke præstegård, men i april 2012 rykkede vi teltpælene op fra Valby i København og flyttede til Sorø, Frederiksberg.
Vi var flyttemodne da, og vi havde længe ønsket noget andet for vores familie end at bo i et rækkehus med en lillebitte have i, skal vi sige, et noget belastet kvarter. Og Sorø er jo en dejlig by, så vi pakkede med glæde habenguttet ned. Som nyuddannet præst er man også indstillet på at skulle flytte, fordi man som regel flytter til embedet, man får.
Men Sorø er vi rigtig glade for at det blev og ikke mindst at bo her. Selvfølgelig savner jeg nogle gange det pulserende København, bl.a. det store og alsidige forretningsliv. En mindre by som Sorø kan ikke sammenlignes og kan heller ikke hamle op med København, men jeg kan godt savne flere butikker på Storgade. Det er altid trist at se, at butikkerne lukker, for man ved jo også, at krisen så har ramt de mennesker, der stod bag netop den disk.
Men Sorø byder på mange andre spændende ting, og jeg føler mig utrolig heldig at få lov til at være præst her i byen og i Sorø Klosterkirke. Det er et privilegium at være præst for en så stor, trofast og kirkekendt menighed. Det er godt sted med et solidt menighedsråd og flinke kolleger. Og så er det bestemt et privilegium at stå i midt i Danmarkshistorien. Altså, jeg står bogstaveligt talt på den i klosterkirken, på Absalons grav med kongerne i ryggen, Holberg til siden og Ingemann udenfor.”
– Kan du fortælle lidt om din baggrund?
”Tórshavn er Færøernes hovedstad, vi kalder den bare for ’Havn’, og der er jeg fra. Det er en storby deroppe, men rummer omtrent 16-17.000 indbyggere, og det er jo meget, når der tilsammen bor godt 47.000 på Færøerne. Men der bor også mange færinger her i Danmark, ja, oven i købet her i Sorø, og selv om man ikke kender det nøjagtige tal, så siges der at være 15-20.000 færinger her i Danmark. Det er jo ikke så lidt set i forhold til det samlede antal. Så for os færinger er Danmark et stort land, for vores øer er så små, at de ikke engang optræder på alle verdenskort. Derfor er Færøerne et ukendt land for mange, men for færinger, så ligger Færøerne dybere i hjertet, end man forestiller sig, derfor beder jeg altid for rigsfællesskabet i gudstjenestens kirkebøn. Færøerne er også med der. Men man kan sige, at hvis Danmark fortsat vil have et rigsfællesskab med både Færøerne og Grønland, så bør man nok gøre en indsats for danskernes viden om særligt Færøerne; Grønland hører man jo temmelig meget om.
Men der er alligevel begrænsede uddannelsesmuligheder på Færøerne. Der er nogle mellemlange seminarieuddannelser som pædagog, lærer, sygeplejerske, og nogle bachelorfag i færøsk og historie på universitetet. Men mange unge rejser fra Færøerne for at tage sig en uddannelse. Her er Danmark det primære land, vi rejser til. Og af samme grund flyttede jeg til Danmark.
Det lå ikke i kortene, at jeg skulle være præst. Selv om kristendommen spiller en stor rolle på Færøerne, så har den ikke fyldt særlig meget i mit barndomshjem. Men teologien var en gammel drøm, der spøgte i baggrunden i nogle år. Min far blev meget stille, da jeg fortalte om mit valg. Men det var det rigtige.”
– Hvordan vil du karakterisere din kristendomsforståelse?
”At forklare troen er som at skulle forklare, hvad kærlighed er. Eller at skulle forklare, hvorfor du elsker lige det menneske, som du er gift med eller lever sammen med. For i det øjeblik, man prøver at give grunde for sin kærlighed, er der mindst lige så mange, der taler imod.
Men jer ser troen som en gave. Gaven bliver givet os i dåben, og vi har faktisk hele livet til at pakke gaven ud.
For mig er kristendommen min klippe. Skal jeg sætte nogle mere faglige ord på, så kan vi sige, at vi i troen modtager en narrativ identitet. Vi stiller os ind under evangeliet og lader vores liv dannes og fortælles af evangeliet, af Gud. Vores identitet bliver en kristen identitet. Og i troen ser man anderledes på livet og på sine medmennesker. Paulus taler om, at i Kristus bliver alt nyt. Og han lærte sine menigheder, at der var tale om et nyt liv. Man taler om, at kristendommen giver en anden og ny kognitiv dimension, hvor det, jeg gjorde før, betyder noget andet, ud fra den, jeg er nu.”
– Vi har netop fejret pinse. Hvordan vil du forklare pinsebudskabet?
”Pinsen er ikke bare endnu en forårsfridag. Pinsen er en højtid i kristendommen, og ja, måske den som kan være sværest at forstå. Det har den i hvert fald været for mig. Men tænk, hvor let vi forstår et andet af de sværeste budskaber: Inkarnationen, at Gud blev menneske. For det er julens budskab, at Gud blev menneske i Jesus. Påsken er også utrolig, men igen, den er også til at forstå: at livet sejrer over døden og smerten.
Men på en eller anden måde er julen og påsken mere håndgribelige for os. De er mere til at tage og føle på. Men pinsen, den er så luftig. Men det er pinsen, der gør, at vi forstår de to andre. For i pinsen fejrer vi Helligånden. Kristus vendte tilbage til Gud Kristi Himmelfartsdag, men han efterlod os ikke alene og uden hjælp. Han sendte Helligånden til os, og det er ved Helligånden, at det kristne budskab kan kommunikeres til os.
Ja, du kan tænke dig, du sidder til en gudstjeneste, hører en læsning, en prædiken eller synger en salme, og så går der noget op for dig. Noget taler direkte til dig, og det kristne budskab står lysende klart for dig. Dét er Helligånden. Det er Helligånden, der kommuniker budskabet til dig, der gør det forståeligt.”
– Vi fejrer også Kierkegaard i år under stor bevågenhed. Hvorfor er han vigtig, og hvorfor er han mon så populær, hans utilgængelighed til trods?
”Vi kan til alle tider lære noget af Kierkegaards forfatterskab. Det mener jeg er fordi, han har gennemskuet os. Han ved, hvem mennesket er. Han har gennemskuet vores menneskelige tilbøjeligheder, og han udfoldede og udfordrede dem igennem hele sit forfatterskab.
Han rammer noget eksistentielt i os, han rammer vores søgen, han betoner den pligt, som vi alle så gerne vil løbe fra. Og så forklarer han os vigtigheden af at vælge og stå ved valget. F.eks. skriver han et sted i Enten-Eller: ’Det store er ikke at være dette eller hint; men at være sig selv, og dette kan ethvert menneske, når han vil det’.
Det kan måske i første omgang lyde banalt, men tænk over det: At vælge sig selv, er at vedgå sig selv. At stå ved alle vores sider, både de dårlige og de gode.
Vi skal altså turde være os selv, for gør vi ikke det, så lever vi livet i selvbedrag. Vi snyder os selv for os selv. Kierkegaard siger et sted, at man ikke skal lede efter det gode liv, men det sande liv. De to kan virke som synonymer, men det er de ikke. Det gode liv kan godt være et uautentisk liv. F.eks. lever du et liv, som andre forventer af dig, at du lever. Mens det sande liv, er at vide og inkorporere alle sider af dig i dit liv – og så leve autentisk!
Ja, Kierkegaard forklarer det sådan her selv: ’Først når mennesket således inderlig har forstået sig selv og nu ser sin gang hen ad sin bane, først da får hans liv ro og betydning’.
Hos Kierkegaard betyder ’det at forstå sig selv’, først og fremmest at forstå sig selv i en relation til Gud. Og det er vigtigt at få med: At vi skal se og forstå, at vi er skabt af Gud og elsket af Gud, og at vores liv skal være i en relation til Ham. Vi skal blive det, som vores skaber har tænkt os, at vi skal være. Først da har man fundet sig selv.”
– Hvilke er dine favoritsalmer?
”En salmedigter jeg ikke kan komme udenom er Thomas Kingo. Han står som noget helt særlig, når man er fra Færøerne. Her har der i århundreder været en særlig tradition for Kingo-sangen. Det var Kingo og de gamle salmer, man sang, når man sejlede ud på havet. En dansk læge, der i 1890’erne var på Færøerne og oplevede færingernes særlige måde at synge Kingo på beskrev sangen, som han hørte den i en gudstjeneste:
’O Rædsel. Drengene sad i Koret og skraalede i, alt det de havde lært, på nogle mig ganske ukjendte, højst forældede Melodier til Kingos Psalmebog. Det var ikke talen om, at de fulgtes ad, en var en halv linje foran, en anden ligesaa meget bagefter. Naar de tabte Traaden i Bogen, reddede de Situationen ved at indskyde et ’og og aa’ eller lignende, der udslyngedes med høi Røst. Tog man kun Hensyn til Sangen, kunde man tro sig hensat blandt vilde Fetischtilbedere i Sydhavet’.
Men uanset hvad, så rammer Kingo livets uberegnelighed, som måske i en moderne verden snarere er tvetydigheden i vores liv. Tænk på ’Sorrig og glæde’, eller ’Far verden, far vel’, der rummer spændingen mellem livets forgængelighed og det evige hos Gud. Jeg kunne også nævne ’Aldrig er jeg uden våde’, hvor man igen må have spændingen og det næste vers med: ’aldrig dog foruden nåde’.
Men der er en salme, som er noget særligt for mig. Det er Grundtvigs ’Midt i blandt os er Guds rige’. Hver gang jeg synger eller læser den, så åbnes de himmelske døre sig for mig, her slutter Grundtvig: ’Og når vi med ham forklares, som os fødte her på ny, skal Guds rige åbenbares, synlig som han selv i sky’. Det er jo både Paulus’ nye liv, Kierkegaards dannelse og Grundtvigs dåbssyn på én og samme gang, også selvom de to sidste var så uenige.
Sådan er det med salmerne, de digter ud fra alle siderne af Bibel og kristendom. Og i Bibelen kommer jeg altid tilbage til en lille håndfuld vers. Paulus siger i sit brev til menigheden i Filippi, at ’alt formår jeg i ham, der giver mig kraft’, mens en anden apostel, Peter, skriver, at ’kærlighed skjuler mange synder’.
Men særlig pris sætter jeg nu på et vers fra Mattæus-evangeliet, som også Kierkegaard yndede, nemlig: ’Så vær da ikke bekymret for dagen i morgen; dagen i morgen skal nok bekymre sig for det, der hører den til. Hver dag har nok i sin plage’. Vi bekymrer os alle, og mange nætter har jeg ligget vågen og vendt mig i sengen af bar bekymring. Men når bekymringerne har det med at hobe sig op, tænker jeg altid på disse Jesus-ord.
For, som Jesus siger lige forinden dette vers: se på himlens fugle og liljens marker, de sår og høster ikke og jeres himmelske fader giver dem føden. Er I ikke langt mere værd end de? Jeg tror ikke, at det så betyder, at vi bare kan handle og være lalleglade optimister og tænke, at vores handling ingen konsekvenser har. Snarere udtrykker det, at vi må have tillid til, at Gud ved, hvad vi har brug for, og også sørger for det. Også selvom det ikke altid er det, som vi selv ønsker.”
– Er der en særlig religiøs længsel i vores tid?
”Ja! Folk søger efter en dybere og åndelig mening med livet. Især buddhismen har vundet indtog. Folk taler om god karma, god energi og mindfullness. Man sammensætter alt godt fra religionsbøtten og laver sin egen gudstro. Det er som om, at folk tror, at de i buddhismen kan få lov til at vælge mere frit end i kristendommen. Men kristendommen er jo i sig selv valg, det ved vi jo, som jeg sagde, fra Kierkegaard.
Men selvom en luthersk kristendom lader sig frit fortolke, så bliver vi nødt til at give slip på styringen og leve i tilliden til Gud. Og det er jo også et valg! I Fader Vor siger vi ’ske din vilje’. Det samme siger Jesus i Gethsemane Have skærtorsdagsaften. Han brugte bare andre ord. Han sagde ’dog, ikke hvad jeg vil, men hvad du vil’, Gud.
Det er måske den største udfordring, som vi nutidsmennesker står overfor: At give slip og leve i tro og tillid til Gud og ikke bare os selv. Så ved jeg godt, at det er det allersværeste for os at gøre, men det er samtidig det, vi indenfor kirken kalder for synd: at vi ikke kan fuldt ud selv.”
– Ser du et potentielt problematisk forhold mellem kristendom og islam?
”Ja, det problematiske ligger allerede i, at begge religioner hævder at være universelle. Begge gør krav på at være den eneste sande religion. Mange siger, at den kristne Gud er den samme som den islamiske Gud. Det mener jeg ikke. Det billede, som de har dannet sig af Gud, er så forskelligt fra vores, at den kristne Gud fortoner sig og forsvinder bort i Islam.
Og når sandheder strides, sker der sammenstød, især fordi religion altid betyder noget for kulturen. Da alle lande i Vesten bærer på en kristen kulturarv, og stort set alle lande styres demokratisk og ud fra et kristent grundlag, uanset hvad folk siger, så medfører det selvfølgelig strid, når man ramler ind i en islamisk verden, hvor selv de mindste ting er Allah i vold. Men for praktiserende muslimer vil det altid være Allah og Allahs vilje, der fastsætter loven.
Men siden mødet med Islam har vi desværre haft en tendens til at tage et misforstået hensyn til både religionen og alle muslimer. Om det skyldes, at danskere vil deres medmennesker alt godt, eller om relativismen har fået tag i landet, ved jeg ikke. Den er nok begge dele.
Men det forkerte hensyn fik vi et godt eksempel på for nyligt, og næsten lokalt, da konvertitten Massoud Fouroozandeh, der er den første præst med indvandrerbaggrund i folkekirken, skulle holde et foredrag i Tveje Merløse Kirke ved Holbæk. Sognepræsten Lisbeth Thomsen måtte meddele Fouroozandeh, at hun desværre ikke kunne betale ham det aftalte honorar for hans foredrag om forskelle og ligheder mellem islam og kristendom. Ja, den stedlige menighedsrådsformand mente nemlig, at det måske ville støde de lokale imamer. I Tveje Merløse? Ja, alt imens inviterede præsten i Helligkors Kirke på Nørrebro, Louise Britze Kijne, den fundamentalistiske imam Abdul Wahid Pedersen til at tale ved 2. pinsedagsgudstjenesten.
For mig at se, er der noget ravruskende forkert i prioriteringen og hvordan man som folkekirke vil forkynde det kristne budskab. Vi må da om nogen stå ved forkyndelse af Kristus. Det er jo kristendom, ikke en altmulig-religion.”
