Pressemeddelelse: Krigsveteraner puster nyt liv i kørestolsbasket i Sorø.
I samarbejde med Dansk Handicap Idræts-Forbund har Sorø Handicap Forening genoplivet kørestolsbasket, og krigsveteraner fra Slagelse er faldet for denne sjove sportsgren.
Den første workshop er afholdt i Frederiksberg Hallen, hvor 12 spillere var mødt op, både krigsveteraner og andre fra hele Sjælland (heriblandt en ung pige), der havde lyst til at forsøge sig med at spille bold på hjul.
Sorø Handicap Forening stillede basketstole til rådighed for dem, der ikke selv har en egnet stol, og det var Jacob Dahl, fra DHIFs udvalg for kørestolsbasket, der stod for spillet.
Jacob Dahl begyndte i sin tid karrieren som basketspiller i Sorø Handicap Forening, og har siden været i Spanien og Italien som professionel spiller.
Dennis Dencker og Henrik Andersen, der begge er hjemvendt fra Afghanistan med meget svære skader, siger:
– Vi synes, at kørestolsbasket er alle tiders, en rigtig god måde at komme i gang på igen, og det var dejligt at konstatere, at man sagtens kan spille kørestolsbasket, selv om man ikke i det daglige er afhængig af en kørestol.
– Det er vores håb, at rigtig mange – uanset køn – får lyst til at spille med os, og vi er meget glade for at kunne bakke op om Sorø Handicap Forening, der tidligere har gjort så meget for kørestolsbasket, men har været ramt af uheld og den generelle nedgang i antallet af kørestolshold.
– Det er en stor glæde for os, hvis vi igen kan få gang i vores basketstole samt – ikke mindst – flere medlemmer i vores klub, og det er helt sikkert, at der allerede nu er basis for at danne et hold fra nytår. Sidst i november kan vi forvente yderligere interesse og tilgang, fordi DHIF og forsvaret vil gøre en massiv indsats for at pege på det tilbud, som vi i Sorø Handicap Forening sammen med krigsveteranerne fra Slagelse nu kan tilbyde, udtaler Jette Panse, formand for Sorø Handicap Forening.