PRESSEMEDDELELSE

Kommunen erklærer krig mod kæmpebjørnekloen
Ny indsatsplan mod kæmpebjørneklo gør det lovpligtigt at bekæmpe planten, hvis den findes på ens ejendom.

Den 5. april 2011 vedtog Teknik- og Miljøudvalget i Sorø Kommune en ny indsatsplan om at bekæmpe kæmpebjørneklo overalt i kommunen. Planen gør det lovpligtigt at bekæmpe ukrudtsplanten på egen ejendom. Det betyder, at den løbende indsats for at udrydde ukrudtsplanten, som er til skade for både mennesker og naturens flora, intensiveres.

Grundejere skal på banen
Medspillere i kampen vil dermed blive alle grundejere, der har kæmpebjørneklo på deres ejendom. ”Ved en fælles indsats er der gode chancer for, at vi kan udrydde eller minimere artens udbredelse på sigt”, fortæller Linda Nielsen, formand for Teknik- og Miljøudvalget i byrådet, og indskyder, at den aktive bekæmpelse af planten skal være påbegyndt inden 1. juli.

”Planen har været på vej et par år, men nu har Sorø Kommune besejret forhindringerne og er stolt af endelig at kunne måle sig med nabokommunerne Slagelse, Ringsted og Holbæk”, siger Linda Nielsen, som vurderer, at der er kendskab til kæmpebjørneklo godt 100 steder i kommunen.

En lumsk fjende
Kæmpebjørnekloen er skadelig for mennesker, fordi man kan få slemme brandsår, hvis man rører planten i forbindelse med sollys. Børn er selvsagt mere udsatte, fordi de ikke kender planten og derfor lettere kommer til at røre den. Desuden skygger kæmpebjørnekloen med sin kraftige vækst og store blade for andre planter og hæmmer dermed den naturlige vegetation.

Kæmpebjørnekloen kan kendes på sin højde på 2-5 meter, sine store blomsterskærme og fligede blade. Den er en lumsk modstander, fordi den kan forveksles med andre planter, som er uskadelige. Det er f.eks. den almindelige bjørneklo, som er harmløs. Læs mere på naturstyrelsens hjemmeside.

Kloen kan bekæmpes
Planten kan bekæmpes på forskellige måder alt efter, hvor den findes og i hvor stort antal. Hvis man som grundejer kun bakser med enkelte planter i haven, er det en effektiv metode at rodstikke dem med en bjørneklospade.

Kæmpebjørnekloen blev indført sidst i 1800-tallet og udgør nu det væsentligste landskabsukrudt i Danmark