Sorø Klosterkirkes Drenge- og Mandskor glæder sig over at Folkekirken nu langsomt åbner igen.

Derfor har korets støtteforening besluttet, at koret mødes fysisk inden sommerferien. Indtil nu har de sunget sammen digitalt ved hjælp af Zoom.

“Det vil være rigtig rart at ses og ikke mindst synge lidt sammen, hvor vi kan høre hinanden,” siger Merethe Lammert Køhl Hansen, organist og dirigent. Der vil således i juni være gruppeprøver i Sognegården – med afspritning og 1 meters afstand – inden koret holder sin sommerafslutning udendørs. Det bliver dog først efter sommerferien, at koret synger igen for publikum.

For korsangere gælder særlige corona-retningslinjer, bl.a. er det kun Merethe, der må spille på flyglet, og sangerne må ikke dele noder.

“Vi glæder os over at vi kan mødes igen nu, og at vi efter sommer igen kan mødes under lidt mere normale omstændigheder,” tilføjer Merethe Lammert Køhl Hansen.

 

Der har været tomt i Sorø Klosterkirke, men nu sker der snart noget. Foto: ABW