Kom, maj, du søde milde! Gør skoven atter grøn,
og lad ved bæk og kilde violen blomstre skøn.
Hvor ville jeg dog gerne, at jeg igen den så!
Ak, kære maj! hvor gerne igen i marken gå!
Om vintren kan man have vel mangt et tidsfordriv;
man kan i sneen trave, å ja, et lystigt liv,
har leg af mange arter, især ved juletid;
vel også kane farter på landet hid og did.
Dog, når sig lærker svinge mod sky med lifligt slag,
på engen om at springe: det er en anden sag!
men nu min kæphest rolig i krogen hist må stå;
thi uden for vor bolig man kan for søl ej gå.
Du derfor smukt dig skynde, kom, kære maj! o kom!
at snart vi kan begynde på marken vor springom.
Men frem for alt du mange violer tage med,
og nattergalesange, og kukkeren tage med!
(Melodi: W.A. Mozart 1791 – Tekst: efter Christian A. Overbeck 1775)
