Du kan prøve livet som solsort på turen Solsortens Forårsmission. Du får næb, kort og opgavehæfte med på turen. Vil det mon lykkes dig at klare forårsmissionen og få en masse dunede unger i din rede?
Ruten er ca. 1,2 km lang og henvender sig til børn i alle aldre. Det er gratis at deltage. Turen starter i udstillingsbygningen på Kongskilde Naturcenter.
Du kan også vælge at begive dig ud på jagt efter forårstegn med bingopladen Find Foråret. For at få bingo skal du finde ni af det skønne områdes forårstegn, der er afbilledet på bingopladen. Hvem udfordrer du til forårsbingo?
Udstyr til begge aktiviteter finder du i Kongskilde Naturcenters udstillingsbygning, Skælskørvej 29. Der er adgang til udstillingen alle dage fra 8-16, og turene er tilgængelige resten af april måned.