Af Morten Rostved, kandidat til kommunalvalget 2025 for Venstre i Sorø

I Sorø Kommune har vi i Venstre siden januar 2024 arbejdet målrettet for at forbedre den kollektive transport til og fra Dianalund. Vi har lyttet til borgerne på adskillige dialogmøder og gennemgået data, der tydeligt viser, at problemstillingen ikke kun handler om to ekstra morgenafgange til Slagelse for unge under uddannelse, men om en generel mangel på transportmuligheder for alle borgere i området.

Nu har Region Sjælland afsat 1 million kroner til to ekstra morgenafgange på bus 420 fra Dianalund til Slagelse, hvilket Socialdemokratiet og Konservative nu forsøger at tage æren for. Vi anerkender, at de langt om længe bakker op om, at transportudfordringerne i Dianalund skal forbedres, men vi er samtidig ærgerlige over, at de ikke ønsker en løsning, der rent faktisk adresserer hele problemstillingen.

Læser man sagens bilag i Region Sjælland, står det tydeligt, at beslutningen ikke er resultatet af en dialog med Socialdemokratiet og Konservative, men derimod kommer på baggrund af borgerhenvendelser. Derudover er det værd at bemærke, at ordningen kun gælder året ud, hvorefter midlerne fremover skal bruges på natbusser. Det betyder altså, at fra 2026 er bussen fjernet igen – hvilket blot efterlader borgerne med samme problem endnu en gang.

Venstre i Sorø har fra starten argumenteret for en helhedsorienteret løsning. Derfor var vi meget positive, da Jakob Spliids forslag blev stemt igennem i Natur, Teknik og Planudvalget (NTPU) den 17. februar 2025. Forslaget sikrer en grundig undersøgelse af både behovet og de økonomiske konsekvenser ved at forbedre den kollektive transport for alle borgere i Dianalund – ikke kun de unge på vej til uddannelse.

Den beslutning, der nu er truffet i Region Sjælland, er ikke en løsning, men et dyrt plaster på såret. Problemet løses ikke ved at smide 1 million kroner efter to busafgange, der alligevel forsvinder igen om få måneder. Vi har brug for en langsigtet strategi, der sikrer stabil offentlig transport til Dianalund – for pendlere, ældre, unge og borgere med daglige transportbehov.

Vi vil gerne takke de mange borgere, der har lagt politisk pres på regionen og skubbet denne sag fremad. Det er jeres vedholdenhed, der har sikret, at der overhovedet sker en forbedring.

Vi vil også rette en stor tak til Venstres tre regionsrådsudvalgsmedlemmer, som Jakob Spliid, vores gruppeformand i kommunalbestyrelsen, har haft en god og konstruktiv dialog med gennem hele processen. Deres indsats har været afgørende for, at vi nu ser konkrete forbedringer på vej.

Venstre i Sorø vil fortsat arbejde for en ordentlig og langsigtet løsning på transportproblemet i Dianalund. Vi mener, at vi skal sikre offentlig transport for alle borgere – ikke kun et fåtal og ikke kun for en begrænset periode.

Vi kæmper videre for en kommune, hvor alle kan komme frem og tilbage uden besvær – nu og i fremtiden.

Foto: ABW