Debatindlæg af Bo Mouritzen, Byrådsmedlem, Enhedslisten i Sorø.
Først når den sidste fisk er fanget, den sidste flod forurenet og det sidste træ er fældet, opdager de
der er forblændet af evig vækst, at man ikke kan æde penge! Sådan nogenlunde lyder et ordsprog,
der ganske tydeligt viser, at vi som mennesker er dybt afhængige af jordens økosystemer, vi kan
ikke spise penge.
Hvis vi skal tage målet i Parisaftalen alvorligt og begrænse den globale opvarmning til maksimalt to
grader, så skal alle bidrage, globalt, nationalt og lokalt.
Derfor glæder det Enhedslisten, at flertalsgruppen på klimaområdet i den netop vedtagne budgetaftale, er enige om at tilslutte sig den nationale klimamålsætning.
I Enhedslisten glæder vi os over udviklingen – for få år siden, var det alene Enhedslisten og Alternativet, der have en klimamålsætning om en 70 procent reduktion af CO2-udledning i 2030. Nu er det,
i hvert fald i ord, blevet alles politik.
I flertalsgruppens budgetaftale, er der åbenbart ingen roser uden torne. I Enhedslisten er vi stærkt
bekymrede over bemærkningen: ”Finansiering hertil afventer regeringens udspil”.
Vores bekymring skyldes erfaringen fra det seneste budgetforlig, hvor blå blok (B, C, V og O) besluttede at prioritere vækst over klima, og det var en beslutning der blev holdt. I det mellemliggende
år, har klima og miljø ikke vejet tungest en eneste gang, når der skulle træffes beslutninger!
For eksempel:
– De grønne korridorer blev ikke sikret, da lokalplanen for erhvervsområdet nord for motorvejen skulle vedtages, eller ved udvidelsen af køreteknisk anlæg
– Ved sagen, hvor beton der er forurenet med PCB, bly og tjæreholdigt materiale, på femte år,
ligger på Fulbyvej, uden der er en beskyttende membran under.
– Da træerne ved Rørstensgården blev fældet midt i fuglenes yngletid.
– Tendensen fortsætter i kommuneplansforslaget, hvor de trafikale forhold kommer til at vægte mere end klima og miljø
– Omfartsvejen ved Tersløse, skal hastes igennem, så der ikke er tid til at lave miljøvurderinger, eller undersøge konsekvenserne for grundvandet.
Derfor lyder det hult, når der i forliget er fokus på vandløb, samtidigt med at der i kommuneplanen
står, at nye grundvandstruende virksomheder blot ”så vidt muligt” skal placeres udenfor givne områder.
Hvis flertallet mener, at der skal tages hensyn til grundvandet, så må det gælde ved omfartsvejen,
ligesom det må være en logisk konsekvens, at grundvandstruende virksomheder altid placeres i god
afstand udenfor områder, hvor grundvandet kan trues.
Lad os benytte lejligheden til at sætte klima og miljø før at vækst, erhvervsliv og kortsigtede gevinster, som det indtil videre, er det flertallet ensidigt har prioriteret. Og sporerne skræmmer!
Sidste år hed det at ”Sorø Kommune skal arbejde på at blive CO2-neutral”, det var vist det, der kaldes en papirtiger, og ligesom sidst, har flertallet heller ikke denne gang, afsat ressourcer til klimaomstillingen. I stedet er prioriteret næsten 2 mio. til styrkelse af den virksomhedsrettede indsats.
Igen kommer erhvervslivets interesser før klima og miljø i flertalsgruppens budgetaftale.
På den baggrund er det tilfredsstillende, at Enhedslisten, Anita Skjoldager Eskildsen, SF og S i vores budgetforslag, har lagt 4 millioner kroner ind, så man kan begynde på klimaomstilling.
Der skal mere end bare ord til, hvis vi skal bevare fisk, rene floder og træer!