Hvis du elsker fællessang og godt kan lide at lade dig rive med af Højskolesangbogens fantastiske udvalg af sange, så kom med når Sorø Bibliotek åbner en ny sæson af arrangementer med fællessang d. 6. september.
Dagens sangvært er formand for Sorø Internationale Musikfestival Klaus Gylling. Sammen med pianist Marianne Reiche fører han publikum gennem halvanden times sang hvor der både synges nye og gamle sange, kendte og knap så kendte sange.

Stor interesse for at synge sammen
Sorø Bibliotek har gennem længere tid mærket en stor interesse for at synge sammen. Oftest er arrangementerne udsolgt og publikum kommer i god tid for at snakke sammen før sangen starter. Derfor har biblioteket gjort det muligt at købe sæsonkort hvor man er sikret en plads til alle fire af efterårets fællessangsarrangementer.

Fællessangsarrangementer foregår på Biblioteket i Stordage 7 fra kl. 10:30 – 12:00 på datoerne d. 6. september, d. 4. oktober, d. 1. november og d. 6. december.
Entrébilletter på 25 kr. eller sæsonkort til 100 kr. kan købes online på bibliotekets hjemmesideadresse www.soroebib.dk/arrangementer

Pressefoto