Af Mona Kelder Bouidar
Medlem af Socialdemokratiet og den tiltrædende kommunalbestyrelse i Sorø kommune
Så er det snart tid til, at den nye kommunalbestyrelse indtræder. Det sker ved årsskiftet. Jeg er klar til at trække i arbejdstøjet for alvor. Jeg er så heldig, at jeg har fået plads i det udvalg, jeg ønskede mig og som hele tiden har været min første prioritet. Fra årsskiftet er jeg med i Børne- og Undervisningsudvalget.
Det er her jeg har mine faglige kompetencer, min viden og hvor interesse og engagement er størst. Jeg brænder for børn og unge mennesker og deres trivsel og udvikling. Vi skal have løftet folkeskolen, vi skal have bedre normeringer i daginstitutioner og vi skal blive bedre til at lave den tidlige indsats i Sorø kommune.
Selvom der er et blåt flertal i den nye kommunalbestyrelse – 13 mod 12 – så tror jeg på, at vi kan skabe forandring de næste fire år. Vi er 12 nye kandidater, der om kort tid indtræder i kommunalbestyrelsen og jeg tror på, at nye øjne og gode visioner kan bringe os i den rigtige retning. Jeg lover at gøre mit for at bidrage positivt og sætte barren højt i forhold til børn og unges trivsel og velbefindende. Dette gælder både i deres fritid samt i deres dannelse og uddannelse.
Børn og unge er vores fremtid. De fortjener det bedste. Det er jeg sikker på, at vi kan blive enige om at arbejde frem imod. Jeg går ind i arbejdet med håb og tiltro til dette.