Hvis man kender en person i lokalområdet, som man mener fortjener et ekstra stort skulderklap for sine handlinger, kan man frem til den 4. november gå ind og nominere på www.gfforsikring.dk/tak. Så kommer den pågældende med i feltet til GFs fejring af vestsjællandske ”hverdagsstjerner”.
Det er forsikringsselskabet GF som skyder kampagnen ”Tak for dit overskud” i gang og derfor efterlyser nomineringer. Det drejer sig om at give vestsjællænderne mulighed for at anerkende nogle af de mennesker, der gør en forskel for fællesskabet i lokalområdet.
Alle nomineringer bliver vurderet af en jury, og sidst på året vil GF Vestsjælland fejre de ”hverdagsstjerner”, der bliver udvalgt i hele det vestsjællandske område fra Sjællands Odde i nord til Skælskør i syd. Sammen med anerkendelsen vil følge en gave, der afsløres ved en prisoverrækkelse i lokalområdet.
De er hverdagens stjerner
I alle sammenhænge er der enkeltpersoner, der – på den ene eller anden måde – trækker et ekstra stort læs, som sikrer, at tingene fungerer og bliver til noget. Det er dem, som man kunne kalde hverdagens stjerner. Og det er netop de mennesker, som GF Forsikring gennem kampagnen ”Tak for dit overskud” ønsker at fejre:
– Vi håber, at den her kampagne kan hjælpe med at give anerkendelse til nogle af de mennesker, der fortjener det allermest. Det er mennesker, der trækker det store læs, som bare gør noget ekstra, som måske ikke altid bliver fremhævet, siger Jørgen Kristoffersen, som er formand for GF Vestsjælland, der har kontorer i Sorø, Slagelse og Holbæk.