På hjørnet af Fægangen og Rådhusvej, lidt afsides, må man sige, fra “Silkeruten” Storgade, ligger én af Sorøs spændende butikker. I Kedelhuset kan man købe alt fra stearinlys og smukke ikoner til skægge filthatte og fuglehuse.
Kedelhuset er aktivitetscenteret Krydderens nyeste afdeling, og Krydderen er et af Sorø Kommunes aktivitetscentre for psykisk syge, der som medarbejdere her kan få en mere indholdsrig hverdag. Overskud fra salget går til indkøb af materialer.
Medarbejderne nøjes ikke med at producere varer til butikken. De har også været med til at indrette lokalerne. Kedelhuset er placeret i det, der en gang var varmecentralen på Sorøs hospital, og har været igennem en totalrenovering.
Hylderne i Kedelhuset er altid fyldt op. Butikken får også leveret varer fra de andre aktivitetscentre i Sorø Kommune, så der er altid nyheder til salg i Kedelhuset. Kunderne er også meget velkomne til at bestille ting, for eksempel stearinlys.
Kedelhuset i Sorø holder åben kl. 10-14.30.