Indlæg af Henning Østergaard, Kristendemokraterne – Region Sjælland.
Pressen er fyldt med diskussioner omkring normeringer i daginstitutioner. KD har en klar politik på området for daginstitutioner: Der skal være mindst en voksen til 3 børn i alderen 0-2 år, og mindst en voksen til 6 børn i alderen 3-6 år.
Der skal være tid og nærvær i daginstitutionerne, og forældrene skal kunne aflevere deres børn med den vished, at barnet vil indgå i en kærlig og rar relation med en voksen og ikke være overladt til sig selv. I udviklende øjeblikke støtter den voksne barnet i dets udvikling, så det udvikler sig trygt og harmonisk. Jeg får nogle gange at vide, at det lyder mystisk, men jeg ved, at det har stor betydning.
Samspillet mellem barn og voksen er afgørende for barnets gode udvikling, og derfor er normering og kvalitet i dagtilbuddende vigtigt. Pædagoger og andre voksne må være forældrenes forlængede arm, når forælderen selv har andre opgaver.
KD kæmper også for, at der gives tilskud til hjemmepasning af egne børn i hele landet, svarende til 85 % af prisen på en plads i daginstitution. KD vil gerne være med til at fremme, at barnet kan relatere sig til forældre og søskende – for de familier, der finder det hensigtsmæssigt i deres familie.
I KD har vi ingen mening om, at det ene er bedre end det andet og ønsker, at forældrene skal have god samvittighed med det valg, de træffer for deres familie.
KD arbejder også for, at børnefamilier har mulighed for at gå på deltid på arbejdsmarkedet.
Minimumsnormeringer støttes også af andre partier, mig bekendt SF, Enhedslisten og Alternativet, men KD er et borgerligt parti, der er optaget af dette.
Må det blive en spændende valgkamp, og må KD komme på Borgen igen.