Social- og integrationsminister Karen Hækkerup kommer til Sorø mandag den 22. april. Her skal hun opleve, hvordan man i Sorø Kommune skaber gode resultater i arbejdet med udsatte børn, unge og familier ved at vise tillid til medarbejderne og inddrage familierne.
Tillid, tværfaglighed og inddragelse er nøgleordene i Sorø Kommunes arbejde med udsatte børn, unge og familier. Og at den tillidsbaserede tilgang virker, er man i Sorø Kommune ikke i tvivl om.
Derfor har borgmester Ivan Hansen inviteret social- og integrationsminister Karen Hækkerup på besøg i daginstitutionen Villa Villakulla i Sorø Kommune. Her vil hun udover en familie også møde både en lærer, en pædagog, en socialrådgiver, en psykolog, en sundhedsplejerske, en familievejleder og en SSP-konsulent – alle de mange faggrupper, som hver dag arbejder sammen for at hjælpe og støtte udsatte børn og familier.
”I Sorø Kommune skaber vi gode resultater ved at udvise tillid til, at personalet gør det rigtige, bl.a. ved at de har kompetence til at træffe alle afgørelser. Beslutningerne skal ikke godkendes af lederen eller bringes op på et visitationsmøde. Det har betydet, at der er stor fokus på det tværfaglige samarbejde, ligesom der er fokus på at faglighed og økonomi hænger sammen. Alle arbejder sammen om at finde de bedste løsninger for barnet og familien indenfor det politisk aftalte serviceniveau og den økonomi, der er afsat,” siger borgmester Ivan Hansen. ”Vi har gjort den erfaring at det ikke er hvem, eller hvor opgaverne løses, der har betydning, men hvordan opgaven løses, der betyder noget.”
Social- og integrationsminister Karen Hækkerup siger: ”Vi skal give udsatte børn og unge en tidlig og forebyggende indsats. Som led i den tidlige indsats er det vigtigt, at der arbejdes med at styrke det tværfaglige samarbejde på tværs af de instanser, der har med udsatte børn og unge at gøre, og at man har fokus på, hvordan forældrene bedst kan inddrages i et tillidsfuldt samarbejde. Jeg glæder mig derfor til at besøge Sorø Kommune og høre om deres erfaringer med tværfagligt samarbejde og tidlige forebyggende indsatser målrettede familierne.”
Borgmester Ivan Hansen håber også, at ministerens besøg kan være med til at nuancere billedet af børneområdet.
”Når fokus hele tiden er på de dårlige eksempler, sker der to ting: For det første betyder det, at der i samfundet og hos den enkelte borger opstår en gennemgribende mistillid til systemet, hvilket gør det sværere for kommunen at samarbejde med de involverede borgere. Og for det andet betyder det, at medarbejderne mister deres engagement i arbejdet,” siger borgmesteren. Han påpeger, at en væsentlig del af den stigning i børnesager, man har set på landsplan gennem de seneste 10-15 år, skyldes, at man er blevet bedre til at opspore sagerne, snarere end at man i kommunerne er blevet dårligere til at hjælpe børn og familier.