Danmarks Biblioteksforening, Dansk Folkeoplysnings Samråd og Frirummet føler et ansvar for at styrke den demokratiske samtale – også den digitale. I en tid, hvor mange sidder meget alene foran en skærm, vil de skabe alternativer til hidsige kommentarspor, breaking news og konfliktunderholdning.
Hver uge i marts inviterer de derfor til ”Folkeoplysende Frirumsdebatter” – et digitalt rum med debat, der giver plads til tvivl og dilemmaer og først og fremmest handler om én ting. Det handler om at blive klogere.
Debatterne foregår på Zoom og er gratis. Tilmelding via Nemtilmeld.
Oplev følgende debat onsdag d. 31. marts:
Vækst fylder meget i den offentlige debat og i vores nationaløkonomi. Der investeres milliarder i vindmølleøer og grøn vækst – og frigives feriepenge for at øge danskernes forbrug og sætte skub i en økonomi, der er hårdt ramt af coronakrisen. Men er vækst det vigtigste parameter for at løse samfundets udfordringer? Kan vi vækste os til velfærd? Kræver det et opgør med neoliberalismen at gøre verden til et bedre sted, eller er væksten forudsætningen for en stabil udvikling af vores samfund og for at løse udfordringer med klima, befolkningstilvækst og demokrati?
Debattører: Asser Amdisen (Historiker og forfatter) og Martin Ågerup (økonom og direktør i Cepos)
Debatpilot: Clara Nepper Winther fra Krogerup Højskole