Sorø Erhverv og Kalundborgegnens Erhvervsråd inviterer de to kommuners erhvervsliv til et seminar om bæredygtighed på Kragerup Gods den 20. marts klokken 09.00-13.00.
Seminaret ”Fra ord til handling” skal give de erhvervsdrivende inspiration til og viden om den grønne omstilling og ESG-rapportering. Deltagerne kan blandet andet se frem til oplæg fra tegner og filminstruktør og ikke mindst klimaiværksætter Anders Morgenthaler om netop hans erfaringer med klimaiværksætteri.
”Uanset hvordan vi vender og drejer det, så er bæredygtighed et emne som kommer til at fylde for vores erhvervsliv ikke bare nu, men i mange år frem,” forklarer Lene Bach Jørler, erhvervschef i Kalundborgegnens Erhvervsråd. ”Vi har et ansvar, som erhvervsforening, for at hjælpe vores lokale erhvervsliv, og vi vil bruge dette seminar som et ”kick-off” til at vise, at nu skal der handles!”
Laila Haunstrup Bregner Carlsen, erhvervschef i Sorø Erhverv, supplerer:
”Vi har valgt at invitere Anders til at holde et oplæg, fordi vi ved, at han oprigtigt brænder for dette emne og ikke lægger fingrene imellem. Det handler om at sende et tydeligt signal om, at den grønne omstilling, man har talt om i mange år, nu er kommet buldrende ind ad hoveddøren og ikke længere kan ignoreres. Men naturligvis også, at der er hjælp at hente.”
Ud over Anders Morgenthaler vil man også kunne høre godsforvalter Olav Ditlevsen tale om Kragerup Gods’ arbejde med at blive Danmarks første CO2-neutrale hotel/gods.
Konkret sparring og tips
Til seminaret har de to erhvervskontorer desuden rakt ud til forskellige rådgivere inden for bæredygtighed, som har sagt ja til at stille op med såkaldte ”grønne” inspirationsstande. Her kan deltagerne få sparring og tips til, hvordan de begynder deres bæredygtighedsrejse.
Arrangementet afsluttes med sandwich og netværk for alle deltagende.
Seminaret er en del af Interreg-projektet GrønBusiness, som er et samarbejde på tværs af kommune- og landegrænser. Projektet fokuserer bl.a. på at finde metoder og værktøjer, som kan bruges til at hjælpe virksomheder, særligt de små og mellemstore, med at blive bæredygtige.
Erhvervsdrivende i Kalundborg eller Sorø kommune kan tilmelde sig seminaret på enten www.kalundborgerhverv.dk eller https://soroeerhverv.nemtilmeld.dk/18/
Seminaret er gratis, men der er begrænsede pladser, så man skal ikke vente for længe med at melde sig til.