Omkring 150 mennesker var torsdag aften samlet til julemøde i Sorø og omegns højskoleforening. Arrangementet foregik på Sorø Gymnastikefterskole i Topshøj. Det var en stemningsfuld aften med julehygge, gran, klementiner, hjemmebagte småkager og æbleskiver til kaffen.
Aftenens foredrag blev holdt af korshærspræst Anne Kathrine Clausen, som til daglig er leder af Varmestuen i Holbæk. Foredraget bød på spændende fortællinger fra Varmestuen – om mødet med stofmisbrugere, alkoholikere, syge og ensomme, som kommer i Varmestuen og får mad, tøj og et sted at sove. Det er mennesker, som lever på kanten af vores samfund, og som har brug for hjælp til at klare dagen og vejen, og det tilbyder Varmestuen. Og en god snak med præsten eller en af de ansatte eller de mange frivillige kan man også tilbyde.
”Det er en gave at være sammen med disse mennesker”, siger Anne Kathrine Clausen, som videre fortæller om de regler, der gælder for Varmestuen. Man må eksempelvis ikke drikke på varmestuens matrikel, men man må godt møde beruset op. Folk accepteres, som de er! De møder i forvejen krav fra deres omgivelser, som de gerne ville, men ikke kan leve op til. Derfor har de brug for et helle, et fristed, hvor der ikke stilles krav – ud over, at man skal tale ordentlig, opføre sig ordentlig, og i øvrigt ikke indtage hverken alkohol eller stoffer. ”Men det gør ondt at se et menneske drikke sig ihjel og efterfølgende begrave pågældende”, siger Anne Kathrine Clausen, ”men det varmer samtidig at se de andre fra varmestuen tage kærlig afsked med pågældende, som bliver fulgt på vej i den sidste stund”.
Et af Danmarks største Luciaoptog
Omkring 110 af Sorø Gymnastikefterskoles pige-elever gik i kaffepausen Luciaoptog for højskoleforeningens medlemmer. Ved dæmpet belysning kom optoget gående op ad den lange gang med glasvæg ud mod atriumgården. Fra spisesalen, hvor Højskoleforeningens arrangement fandt sted, kunne man se den lange række af hvidklædte piger, som bar stearinlys og sang med smukke sarte pigestemmer – først sagte, senere med klare stemmer, da de indtog spisesalen, hvor der blev sunget for højskoleforeningens medlemmer. I sandhed en fantastisk oplevelse.
Næste arrangement i højskoleforeningen
Den 10. januar 2019, kl. 19.30, afholder Sorø og omegns højskoleforening sit næste foredragsarrangement på Sorø Gymnastikefterskole. Tidligere administrerende direktør for Nordisk Fjer Koncernen, Anders Wejrup holder foredraget ”Når livet tager en uventet drejning” – om virksomhedens konkurs, og om et hårrejsende, nervepirrende og hårdt forløb for Anders Wejrup, som måtte en ufrivillig tur i Horserød Statsfængsel.