Kragerup Gods åbner for 23. år i træk sit gods for årets store julemarked. Der kommer hvert år ca. 10.000 gæster strømmende til Kragerup Gods anden weekend i november for at besøge Kragerups store og traditionsrige julemarked.
Jul på godset
Over 100 stande er placeret på pladsen foran godset, langs bygningerne og i den store kviestald. Her bydes på et rigt udvalg af håndlavet brugskunst såsom smykker, blomsterdekorationer, tøj, keramik, håndmalede julekugler osv. Der findes stande med lækre delikatesser, godt øl, brændte mandler og hjemmelavede bolsjer, som alle bidrager til den søde duft af jul. Det er også muligt at købe kødprodukter fra godsets egne højlandskvæg, eget vildt samt pyntegrønt.
Højlænderbar i kornladen og kaffe i stuerne
Når sulten melder sig, kan man dufte sig frem til ’Højlænderbaren’ i den store kornlade, hvor godskokkene har grillet kød til fasanburgere, højlandsburgere og pølser fra Kragerups skotske højlænderkvæg. Kokkene har tilmed lavet lækre sandwich samt andre lækkerier. Som noget nyt i år bliver Restaurant Blixen i hovedbygningen åben for dem, der ønsker at sidde i restauranten og nyde Kragerups juleplatte. Til den søde tand kan der købes kaffe og kage til nydelse i de gamle historie stuer i hovedbygningen, hvor stemningen af den historiske gamle jul på godset er svær at komme uden om.
Historien bag
Godsejeren fortæller:
Min kærlighed til jul gav anledning til, at vi i 1996 startede en julemarkedstradition med 25 udstillere fra en lille gruppe af kunsthåndværkere kaldet ”Håndelavet”. Det første år kom der 400 besøgende, og markedet er hvert år vokset stødt. Nu er der over 100 boder, og der kommer godt 10.000 gæster i løbet af de to dage, det varer. Julemarkedet danner de perfekte rammer for tidlig julehygge for hele familien. Der er noget for enhver smag, ikke kun nisser men også rigtig meget fint håndlavet brugskunst, som er oplagt til julegaver.
Oplevelser for børn og voksne:
Der er oplevelser for publikum i alle aldersgrupper, så det er bare med at samle hele familien til en hyggelig dag på det gamle gods og i den omkringliggende skov. Der kan bl.a. opleves
• En tur i skoven i hestevogn.
• Hygge med Julemanden der deler slik ud til børnene.
• Slagelse Garden spiller begge dage kl. 11.00
• Nuclear Devils Drumband underholder begge dage kl. 13.00
• Pandekagebagning for børn over bålet i skoven.
• Adrenalinkick i klatreparken ’Kragerup Go High’, som er åben for alle fra 7 år og op
efter. Billetterne er disse dage til halv pris.
• Hoppesjov i trampolinparken i træerne ’Kragerup Go Bounce’, som er åben for alle fra 4 år og op efter.
Billetterne er disse dage til halv pris.
Entréprisen for julemarkedet er kr. 60,- pr. person. Børn under 12 år er gratis.