DF Sorø arrangerer et julemøde med Pia Kjærsgaard. Det sker onsdag den 12. december kl. 19-21 i Sorø Kultur- og Fritidscenter, Frederiksvej 27, 4180 Sorø.
Den tidligere leder for Dansk Folkeparti og nuværende folketingsmedlem tilhørende Sjællands Storkreds vil berette om den aktuelle politiske situation. Der er mulighed for at stille spørgsmål til MF’eren.
Debatten ledsages af gløgg, æbleskiver, julesalmer, julequiz og oplæsning af juleevangeliet.
Arrangementet er gratis og alle er velkomne, også andre end Dansk Folkepartis egne medlemmer, understreger formanden for DF Sorø, Michael Pihl:
”Naturligvis deltager mange af partiets medlemmer ved vort julearrangement, men når Pia kommer ved vi af erfaring at interessen er stor, og at der også kommer mange ikke-medlemmer. De er hjertelig velkomne. Og så lover jeg, at vi her i Sorø nok skal finde et juletræ til at markere fejringen af juletiden som en kristen og som en dansk højtid.”