I 2024 fejrer Gyrstinge VVS sit 75-års jubilæum. Indehaver Thomas B. Olsen blev 50 år den 14. marts og kan samtidig markere 10 år ved roret, efter han overtog virksomheden fra sin far, Niels Olsen, i et glidende generationsskifte.
Niels Olsen fejrer 48 år i firmaet, som han overtog fra sin far Gunnar Olsen. Kontorassistent Dorit Martlev kan fejre 38 år hos Gyrstinge VVS. Samlet kan de tre fejre 96-års jubilæum!
“I virksomhedens jubilæumsår fortsætter vi vores rivende udvikling. I de seneste år har vi installeret omkring 100 varmepumper om året for vores kunder. Vi har to teams, der udelukkende varetager disse opgaver. Det er især de stigende energipriser og usikkerheden om fjernvarmeudbredelse i mange kommuner, der har skærpet interessen for varmepumper, som giver markante økonomiske og klimamæssige fordele,” siger Thomas B. Olsen, der er tredje generation i Gyrstinge VVS.
Virksomheden, der er certificeret til at installere fjernvarme, tilbyder også service på pillefyr, varmepumper og fjernvarme over hele Sjælland.
”Vi holder løbende temaaftener, hvor vi informerer både private og virksomheder om, hvordan man håndterer den grønne omstilling, hvis man ikke bor i et område med fjernvarme. Vi har stor tilslutning til disse aftener. Udover varmepumper fortæller vi om solceller, ladestandere og isolering,” siger Thomas B. Olsen.
Gyrstinge VVS har 14 medarbejdere og en kundekreds ligeligt fordelt mellem erhverv og private. Virksomheden servicerer erhvervskunder, heriblandt større lokale byggevirksomheder, skoler, intuitioner og boligselskaber. Private kunders serviceres med VVS, primært på Midtsjælland og ind mod hovedstadsområdet. Desuden har Gyrstinge VVS stadig god gang i opstilling og servicering af brændefyr, pille- og stokerfyr og større flisfyr til gårde, herregårde, mindre godser og industrier.
Der er åbent hus på Bakkegårdsvej 63, Gyrstinge, 4100 Ringsted torsdag den 16. maj kl. 11-16 for forretningsforbindelser og venner af virksomheden.
Gyrstinge VVS A/S har siden 1949 leveret VVS-løsninger til både private og erhvervskunder på hele Sjælland. Vi er stolte af at kunne fejre 75-års jubilæum i år, og vi ser frem til mange år endnu med fokus på kvalitet, service og kundetilfredshed.