Mød et af Danmarks største cykelikoner Jesper Skibby i Dianalund lørdag den 1. juni, og hør hans inspirerende foredrag om cykling. Foredraget er en del af et stort sundhedsarrangement ved Borgerhuset, der løber af stablen som led i Danmark for Målene.

Lørdag den 1. juni står i sundhedens tegn i Dianalund, når eventkaravanen Danmark for Målene besøger Dianalund og omdanner pladsen foran Borgerhuset til en markedsplads med aktiviteter og inspiration om det sunde liv.

Der bliver tegnekonkurrence og skattejagt for børnene og mulighed for at prøve en elcykel eller konkurrere med en ven eller et familiemedlem om at cykle hurtigst på motionscykel og meget andet.

En række lokale foreninger og andre er med til at gøre dagen festlig og sætte fokus på sundhed. Du kan blandt andre møde Haverefugiet, Hjerneskadeforeningen, Sejtatsigenej, FOA og Gitte Pedersen, som sælger sunde produkter.

Samtidig kan børn og barnlige sjæle udforske de mange muligheder, der er for leg og bevægelse i det nye aktivitetsområde med skaterbane, klatrenet, parkourbane, multibane, fitnessredskaber og legeplads.

Biblioteket holder byttemarked for brugt sportstøj og sportsudstyr, så du kan blive klar til en sund livsstil ganske gratis.

”Jeg glæder mig til, at Danmark for Målene kommer til Dianalund. Jeg håber, at mange mennesker kigger forbi Borgerhuset og hører Jesper Skibby og får en god snak om sundhed med nogle af de lokale foreninger, som er med på dagen,” siger formand for Social og Sundhedsudvalget i Sorø Kommune, Lars Schmidt.

Lars Schmidt byder Jesper Skibby velkommen klokken 11.25, og klokken 11.30 kan du høre Jesper Skibby fortælle om cykling og opfordre til, at vi alle sammen tager cyklen i hverdagen.

Jesper Skibby mener, at cyklen kan blive en vigtig løftestang til at løse verdens stigende problemer med livsstilssygdomme, trængsel og klimaforandringer. Men det kræver, at politikere sætter cyklisme på dagsordenen, så cyklen bliver det oplagte valg i hverdagen, og at vi alle som ”transportforbrugere” vil ændre vores vaner og gentænkte cyklen ind i vores hverdag.

Fakta
Danmark for Målene besøger Dianalund lørdag den 1. juni kl. 10-14 ved Borgerhuset.

Kl. 11.25 byder formand for Sorø Kommunes Social og Sundhedsudvalg, Lars Schmidt, velkommen til Jesper Skibby, som kl. 11.30 holder et inspirerende foredrag om cykling.

Danmark for Målene sætter fokus på FN’s 17 verdensmål for en bæredygtig fremtid. Arrangementet den 1. juni handler om Verdensmål nr. 3 Sundhed og trivsel.

Jesper Skibby er kendt som den glade dreng, der virkelig kunne køre på cykel. Han var i 90’erne en af Danmarks største cykelhelte og har kørt Tour de France hele 11 gange, hvilket ingen anden dansker kan matche. Ydermere er han eneste dansker, som har vundet en etape i verdens tre største etapeløb: Tour de France, Giro d’Italia og Vuelta España.

Foto: Jesper Skibby
Foto: Danmark for Målene, pressefoto.