Som et lidt forsinket indslag i årets Sorø Jazzfestival (den sluttede den 30. juli) arrangeres onsdag den 30. august en særlig børnejazzkoncert på Kunstnergaarden i Dianalund.

Line og Anders Gaardmand spiller normalt i København på Det Lille Musikhus, som er kendt for børnejazz bl.a. i forbindelse med de årlige Copenhagen Jazz Festivaler. Nu er det Sorø Jazzfestivalen, som takket være støtte fra Knud & Dagny Andresen Fonden får musikken flyttet til Dianalund.

Line og Anders Gaardmand spiller for børnehavebørn i Dianalund den 30. august. Foto: Sorø Jazzfestival.

I samarbejde med Sorø kommunes børnehaver er 75 børnehavebørn inviteret til koncerten, som Kunstnergaarden åbner sine døre for.

Det er søskendeparret Line og Anders Gaardmand, som kommer med deres musikalske eldorado og spiller for indbudte børnehavebørn fra Munke Bjergbys Natur-Børnehus, Troldehaven i Dianalund, Regnbuen i Ruds Vedby og Sandlyng i Stenlille.

Både Line og Anders Gaardmand er erfarne musikere fra den voksne jazzscene, navnlig i bigbands. Line har spillet med Klyvers Bigband, og Anders er fast mand i DR Bigbandet og modtog i øvrigt sidste år en af landets fornemste jazzpriser Palæ Bar prisen.

Sideløbende har de sammen i en årrække med glad entusiasme spillet for små børn i det mindst tænkelige format: bare de to sammen med en masse børn. Så går det løs med bossa nova, blues, vals og cha cha cha i et musikalsk Eldorado med masser af instrumenter og farverige rekvisitter.

De spiller, synger, rimer, rapper, danser og leger med musikken. Line spiller harmonika, klaver, trompet og ukulele, mens Anders spiller saxofoner og fløjte. Og børnene er med til at opleve musikkens univers igennem alle sanserne.

/Sorø Jazzfestival

GemGem