Carsten Hansen er indehaver af Elektrogården, der har filialer i Sorø og Dianalund.
Hvilken butik savner du i Sorø?
En service- og tankstation i og omkring erhvervsområdet i Pedersborg ville være en stor gevinst og spare virksomhederne og bymiljøet for meget unødig trafik mod bymidten og Sorøvej/Nordmarksvej.
Det ville samtidig være rart med flere specialforretninger, såsom grønthandler, fiskeforretning til at supplere de i forvejen mange fantastiske forretninger, som vinhandler, chokoladebutikken, bager, sportsforretning og mange andre.
Hvor går du hen, når du bestiller take away?
Henrik Slagter og Det lille køkken er altid et hit, hvis vi skal afholde møder eller andre ekstraordinære events i firmaet. Det er meget sjældent jeg indkøber take away, da jeg er rigtigt godt vant i vores køkken på hjemmefronten… Samtidig bor vi noget ude på landet, hvilket gør, at den varme mad som regel er lunken, inden jeg når hjem. Så hellere tage ud at spise, for der er rigtigt mange gode spisesteder i Sorø og omegn, som vi meget gerne benytter os af ved passende lejligheder.
Hvornår har du sidst været i Sorø Kultur- og Fritidscenter, og i hvilken forbindelse?
I forbindelse med Energiklynge Sorø møder med erhvervslivet i Sorø kommune. Møderne handler om en fælles indsats og samarbejde i forbindelse med energi-renoveringsprojekter for borgere i kommunen.
Markerer du helligdagene i maj på en særlig måde (st. bededag, kr. himmelfart og pinse)?
Jeg bruger helligdagene til at være sammen med min familie og nyder deres nærvær, ligesom jeg håber, at de nyder mit. Vi har altid en masse små hyggeprojekter hjemme, som vi går og nørkler med samtidig med bred hygge omkring spisebordet, når hverdagens travlhed er sat lidt på standby. En god løbe- eller cykeltur i skoven måske en sejltur i Musholmbugten såfremt vejret tillader dette. Kr. Himmelfartsdag drager vi med hele min del af familien på tur til Stevns fortet til besøg og rundvisning.
Har du planer om at se særudstillingen om besættelsen på Sorø Museum?
Det lyder meget interessant, hvilket jeg og min familie helt klart vil besøge. Vi har to unge mennesker, som begge er historiske meget interesseret. Vi har for nylig set Hvidstensgruppen, og det gjorde et meget stort indtryk på os alle at få indblik i de forhold, som var hverdagen under besættelsen for en lang række mennesker. Jeg tager hatten af for de modstandsfolk, som gjorde den kæmpe indsats uden at kende konsekvenserne.
Hvad er den seneste bog, du har læst?
Den sidste bog jeg har læst er Dværgen fra Normandiet af Lars Henrik Olsen, som jeg blev inspireret til efter vores ferie i Normandiet og besøg i byen Bayeux, hvor det kendte 70m lange tapet fra slaget ved Hastings i 1066 udstilles på museet.
For tiden læser jeg mange rejsebeskrivelser, da vi er ved at forberede en længere sommerferie med vores to store børn, Katrine og Emil til USA.
Det bliver ikke til de mange romaner, da jeg har et lidt for aktivt liv både på arbejde og i fritiden.